»Lige siden jeg var lille, har jeg krævet, at folk fortalte mig noget. Sådan er jeg bare. Og jeg vil have hele historien. Frida, 17 år, får sin lyst styret, da hun møder kunstnørden Jakob i Bjørn Sortlands usædvanlige roman »Ærlighedsminuttet«. Forestiller man sig kunsthistorie fra 1300-tallet til nutiden, bibelhistorien, en rejse- og dannelsesroman og lægger man farvegengivelser af 34 korsfæstelsesscener fra verdenskunstens historie til, så er man tæt på, hvad dette er for et værk. Undervejs bliver det for meget, men romanen fungerer alligevel forbløffende godt, takket være de to personer med hver deres projekt og hver deres hemmeligheder i bagagen.
Frida er jeg-fortæller og en typisk hovedperson i nyere, realistiske ungdomsromaner, som handler om kvikke, råstærke og rastløse piger i krise, som tager sagen i egen hånd. Frida er måske ved at blive blind, forældrene er flyttet fra hinanden, hun er ensom og bange og ønsker at se det smukkeste i verden, før det er for sent. Derfor »låner« hun penge til en interrailbillet, stikker af fra øjenundersøgelserne og rejser til det sted, familien altid omtaler som Edens have, Firenze, i håbet om at alt vil blive godt. Hun forelsker sig i Jakob, en ung nordmand på kunstresearch, som skal skrive en artikel om 34 udvalgte krucifikser. Frida hægter sig på hans rejse rundt i Europa, selv om Jakob holder afstand. Han har nemlig en kæreste. Men han elsker også at øse ud af sin kunstviden, og så længe Frida stiller kloge og provokerende spørgsmål, holder hun ham fast.
Med sine stedvis tunge udlægninger minder bogen om Jostein Gaarders »Sofies verden«. Denne gang altså om kunst. Sortland er dog en betydeligt bedre forfatter. Belæringerne er iklædt satirisk talesprog, men mest lever romanen på den intense spænding de to imellem, samt på udviklingen af Fridas øjensygdom. Og selve ærlighedsminuttet er romanens bonushistorie.
