Dead Man Catwalking

Scenario 1: En mand har siddet på dødsgangen i 20 år, 7.000 isolerede dage, har fortæret sit sidste måltid og skal nu gå de sidste tunge skridt mod henrettelseskammeret. Ubemærket og anonymt. Ingen familie, presse eller offentlighed får lov at overvære denne dødelige catwalk. Når den dødsdømte først ligger på briksen i sin hvide dragt, er der ikke lang vej igen.

Scenario 2: Efter tusindvis af dage med ventetiden som eneste selskab går en amerikansk dødsdømt mod henrettelseskammeret i lækker, eksklusiv haute couture, i stærke røde og lyserøde nuancer. Døden har han ikke indflydelse på, men han dør i et moderne, pink outfit, der skiller sig ud. Og vigtigst af alt: Han har selv valgt det.

Første scenario er amerikansk virkelighed, nummer to er, hvad kunstneren Marco Evaristtis show »The Last Fashion« iscenesætter i Skuespilhusets prominente rammer på lørdag under den københavnske modeuge.

Her vil tilskuerne betragte dødsstraffen fra en helt ny vinkel i en modemæssig kontekst, når modellerne spankulerer ned ad catwalken i en farverig, dysfunktionel haute couture-kollektion designet til dødsdømte på deres henrettelsesdag. Ikke lige hvad man normalt forbinder med et modeshow. Men det er dog mode, der vitterligt er to die for.

Marco Evaristti mener, at tøj giver os mulighed for og ret til at vise, hvem vi er som individer. Og denne ret er dødsdømte frataget. I manges øjne har det ingen interesse, hvem de er, og hvad de tror på. De er pre-dead. Pointen er fra kunstnerens side, at den anonyme død skal undermineres – den skal dø.

Kollektionen vil efter showet bl.a. blive tilbudt amerikanske fængsler for 39,95 dollar, netop den budgetramme som amerikanske fængsler opererer med ved indkøb af fangedragter.

»Hvis vi alligevel skal slå dem ihjel, så lad os da gøre det synligt og med stil,« siger Marco Evaristti om »The Last Fashion«.



Men hvordan kommer man overhovedet på den tanke at lade mode og dødsstraf gå op i en højere enhed? Oprindelig dukkede ideen op i hovedet på en ung ukendt fyr med alkohol i blodet. På en bar i indre København stod dengang 28-årige Martin Martensen-Larsen i 2006 og kom tilfældigt til at se ind i et lille indhak til overtøj. Det mindede ham om størrelsen på en celle på dødsgangen.

En tanke dukkede op:

»Hvad nu, hvis man udviklede nyt trendy tøj til dødsdømte for at gribe problematikken an på en ny måde ved hjælp af nogle nye virkemidler? I et forsøg på at komme væk fra den moralske argumentation og forsøge at udstille det absurde i dødsstraffen. Hvis dødsstraffen er en civiliseret straf, som amerikanerne hævder den er, så moderniser den ældgamle institution og bring den op, så vi kan forstå den på nutidens præmisser,« forklarer Martin Martensen-Larsen, der udover at være jurastuderende har beskæftiget sig med dødsstraf i mange år som forfatter foredragsholder og har skrevet med en dødsdømt mand i Texas i et par år – pt er han i gang med en dokumentarfilm om dødsstraf i USA.

»Jeg tænkte, at der må være carte blanche til at gøre grin med fangerne på dødsgangen, hvis de i forvejen er erklæret værdiløse. Og hvis der er tilhængere, som tager anstød af et sådant projekt, så må det betyde, at man pludselig begynder at betragte de dødsdømte som mennesker. For hvis de er værdiløse, må folk vel være ligeglade med, hvad man gør ved dem.«



Men tanken var ikke nok. Han havde brug for en professionel medspiller. Der gik ikke mange sekunder, før Marco Evaristtis navn dukkede op i alkoholens tåger. Hvis der er en, der ville kunne forstå ideen, måtte det være ham, tænkte Martin Martensen-Larsen.

De løse tanker om modetøj til dødsdømte blev således konkrete i et samarbejde med den dansk-chilenske kunstner, Marco Evaristti, og sammen udviklede de ideen til et egentligt modeshow. Evaristti er bl.a. kendt for det kontroversielle værk »Helena«, hvor guldfisk svømmede rundt i funktionsdygtige blendere, og »Line of Fame«, hvor han rullede en rød løber gennem Strøget i København.

Det stod tidligt klart, at man begiver sig ud i kontroversielt land ved at kombinere dødsstraf og mode. Lige så overfladisk, man kan beskylde modeindustrien for at være, lige så sprængfarligt et emne er dødsstraf. Men ideen var netop at smække dødsstraffen i hovedet på folk, fortæller Martin Martensen-Larsen.

»Dødsstraf er irrationel og appellerer til følelserne, hvorimod et modeshow appellerer til ens sanser og forfængelighed. Men ved at sætte en person, der er erklæret død af sine omgivelser, ind i en æstetisk kontekst som modeobjekt, vil man have svært ved at finde ud af, hvordan man skal gribe alvorligheden i emnet an,« siger Martin Martensen-Larsen, der håber, at showet på lørdag vil få beskueren til at se på dødsstraf-debatten på en ny måde.

»Måske folk vil tænke »Godt nok slår vi dem ihjel, men det her er for meget. Her går grænsen.« Men hvorfor er det for meget? Det er det, fordi de dødsdømte trods alt stadig er mennesker. Det har tilhængere af dødsstraf måske ikke villet indse før.«

Under arbejdet med kollektionen har Marco Evaristti besøgt Gene Hathorn, den dødsdømte mand i Texas, som samarbejdspartneren Martin Martensen-Larsen korresponderer med. Som dødsdømt og dermed den målgruppe, showet forsøger at gøre synlig, er Hathorn positiv over for tanken om at tage fra denne verden i alt andet end en hvid, industriel og anonym fangedragt, fortæller Martin Martensen-Larsen. Som et sideløbende projekt vises »Five to Twelve«-udstillingen på Galleri Martin Asbæk Projects, hvor digte og breve fra Hathorn er blevet inkorporeret i Evaristtis arbejde. Igen bliver det anonyme undermineret.

Til trods for at »The Last Fashion« leger med det absurde i dødsstraffen, påpeger folkene bag, at showet ikke tager stilling. Men det forsøger at få beskueren til at gøre op, hvor grænsen går.

»Man kan stille sig det spørgsmål, om det ikke er mere absurd, det der sker på henrettelsesbriksen. Hvis de dødsdømte er erklæret værdiløse og ubrugelige for et samfund, hvorfor skal vi så tage hensyn? Er det ikke et paradoks, der er værd at fokusere på?« spørger Martin Martensen-Larsen.

Men haute couture på henrettelsesdagen? Djævelens advokat ville indvende, at dødsdømte får det for godt?

»Hvis man virkelig tror på dødsstraffen, bør dens ydre former, og hvordan den tager sig ud ikke ændre på det. Moderne tøj og f.eks. en moderniseret celle, ændrer ikke ved, at de skal dø, og det ændrer ikke på isolationen. De får måske nogle farver at kigge på, men de vil ikke have nogen at dele det med.«

Hvorfor skal vi overhovedet bekymre os om dødsstraf i Danmark?

»Det er et relevant spørgsmål, for det er et fåtal af danskere, der går ind for dødsstraf. Men jo større tilslutning, der er til modstanden mod dødsstraf i et land, jo større mulighed har man for at påvirke de lande, der opretholder dødsstraf mere effektivt. Vi danskere skal også hele tiden minde hinanden om, hvor det kan ende.«

Hvor det ender, kan de 407 gæster, der i Skuespilhuset på lørdag er placeret på pladser med en alternativ goodie-bag, opleve ved selvsyn. De repræsenterer antallet af mennesker, Texas har henrettet siden 1976.

I 11 år har journalist Lise Rønfeldt Bagger skrevet med Jose Ernesto Medellin fra dødsgangen i Texas. På tirsdag skal han henrettes.





Martin Martensen-Larsen fik oprindelig ideen om at udvikle modetøj til dødsdømte for at gribe debatten an på en ny måde.