For lige præcis 100 år siden, 9. december 1905, vedtog man i Frankrigs Nationalforsamling en lov om adskillelse af kirke og stat. Den franske verdslighed, »la laïcité«, er ofte blevet misforstået i den danske debat, så det kan være på sin plads hurtigt at opridse nogle aspekter af den.
Loven fra 1905 er udtryk for en balancegang mellem to yderpunkter, som man kan få et indtryk af ved at læse debatterne i Folkeforsamlingen under behandlingen af loven. På den yderste venstrefløj kaldte ateister som Maurice Allard religion for »overtro, fordomme og løgn«. Han krævede derfor, at staten skulle konfiskere alle religiøse bygninger og benytte dem til verdslige formål. Men på den yderste højrefløj krævede katolikker som l'Abbé Gayraud, at man »genskabte båndene« mellem den katolske kirke i Rom og den franske stat. Man har i Danmark af og til opfattet den franske verdslighed som fjendtlig over for religion, måske fordi man har hæftet sig mest ved opsigtsvækkende argumenter som Maurice Allards. Men Allard var faktisk, ligesom Gayraud, i mindretal i parlamentet. De moderate, såsom Jean Jaurès og Aristide Briand, som opnåede flertal for regeringens lovforslag, var ikke fjendtlige over for religion. De mente bare ikke, at én bestemt religion skulle have status som bærer af sandheden, eller have specielle finansielle fordele. Loven af 1905 sikrer i § 1 såvel »la liberté de conscience«, »samvittighedsfriheden«, som »la libre exercice des cultes«, »den frie udøvelse af religiøse ritualer«. Til gengæld er der ingen tvivl om, at i tilfælde af konflikt mellem de to principper står samvittighedsfriheden over religionsfriheden. Dette ses i de konkrete dispositioner, som udmøntes i loven af 1905 og senere love eller cirkulærer.
For at beskytte børns samvittighedsfrihed må lærere i folkeskolen for eksempel ikke bære synlige tegn på eller propagandere for religiøst eller politisk tilhørsforhold. Med Jean Zay-cirkulæret fra 1937 udvidedes denne regel til også at gælde for eleverne. Det skete med baggrund i den spændte politiske situation i trediverne, hvor fascistisk, kommunistisk og ultra-konservativ katolsk propaganda cirkulerede på nogle skoler og skabte uro i undervisningen.Katolikker, protestanter, jøder og ateister fandt i 1905-verdsligheden en balance, der passede størstedelen af befolkningen. Men fra 1989 til 2004 indgik franskmændene en række kompromiser med verdsligheden, enten ved decideret at annullere de juridiske bestemmelser, der skulle sikre den, eller ved i praksis ikke at respektere disse bestemmelser.
Det startede, da et par muslimske piger i 1989 blev ekskluderet fra en folkeskole, fordi de insisterede på at bære tørklæde. Men inspektøren underkendtes af den socialistiske regering, som med loven af 10. juli 1989 annullerede Jean Zay-cirkulæret med en generel formulering om beskyttelse af elevernes ytringsfrihed. Dette bekræftedes af Statsrådet i november 1989, som fastslog, at det ikke i sig selv er uforeneligt med verdsligheden, at elever bærer synlige tegn på religiøst tilhørsforhold.
Derefter fulgte en række kompromiser med verdsligheden, som alle franske borgere dog ikke var tilfredse med. I 2002 forsøgte en gruppe folkeskolelærere at råbe samfundet op med bogen »Les Territoires perdus de la République«, Republikkens tabte territorier. Deri fortalte de om, hvordan antisemitisme, racisme mod sorte, mandschauvinisme, vold og religiøs pression florerede i mange muslimsk dominerede folkeskoler. Det franske samfunds grundlæggende idealer - verdslighed, samvittighedsfrihed og ytringsfrihed, lighed mellem mennesker uanset køn eller etnisk oprindelse, respekt for andres religioner - var i de områder en saga blot. Bogen udkom på et tidspunkt, hvor mange i Frankrig tvivlede om den bedste løsning var at genskabe den verdslige ramme, som den var før 1989, eller om man helt skulle droppe den. Parlamentet sendte tværpolitiske kommissioner på besøg i Holland og Storbritannien for at studere den multikulturelle model, som måske ville være mere integrationsfremmende. Men kommissionsmedlemmerne kom forfærdede tilbage og berettede om parallelsamfund, der ikke var eksempel til efterfølgelse. At disse parallelsamfund dog også havde slået rod i Frankrig blev man klar over i parlamentshøringerne, som førte til loven af 15. marts 2004.
Da høringerne startede, gik kun ét af de 20 medlemmer af Parlamentets kommission ind for decideret at lovgive i retning af større respekt for verdsligheden. Da høringerne var ovre, var det omvendt. Som eksperten Cynthia Fleuri udtalte: Det gik op for kommissionsmedlemmerne, at det franske samfund var ved at blive opløst nedefra. Lærere fortalte om folkeskoler, som måtte indrette skemaerne efter ramadanen, skolemaden efter komplicerede halal-regler, og efterhånden også biologi- og historietimerne efter Koranen. Læger fortalte om mødomsoperationer og muslimske mænd, der forhindrede mandlige læger i at tilse deres koner på skadestuer og fødegange. Socialarbejdere fortalte om udbredt vold mod kvinder og om kønsadskillelsens fremmarch i svømmehaller og andre offentlige institutioner. Sådanne forhold er problematiske i et land, hvor offentlige tilbud normalt ikke må tilskæres efter religiøse krav af nogen art. Der blev også gjort opmærksom på den negative rolle, som visse islamiske prædikanter og foreninger ofte spillede i konflikterne mellem unge muslimer og det omkringliggende samfund. Hvilket ikke forhindrede samme foreninger i at modtage rundhåndet statsstøtte, i en åbenlys mangel på respekt for 1905-loven, hvis § 2 stipulerer, at Republikken ikke må finansiere eller støtte nogen former for religiøs aktivitet.Da situationen havde ændret sig ganske meget siden 1989, var der efter høringerne bred enighed om, at der var behov for nye juridiske retningslinjer inden for især uddannelses- og sundhedssektoren.
Den problematik, der stod mest blæst om, også i udenlandske medier, var muslimske tørklæder i folkeskolen. Samme udenlandske medier, deriblandt de danske, glemte dog tit at få hele historien med hjem til læserne. Der var for eksempel indvandrerpiger, som så mindeligt bad om at få stoppet det religiøse pressionsmiddel, tørklædet var blevet. Som symbol blev det brugt til ikke bare at kategorisere pigerne med tørklæder som dydige, men også til at stemple pigerne uden tørklæde som det modsatte. I den optik var de så selv skyld i, hvad der måtte hænde dem af krænkelser. Dette er at se i lyset af et smertefuldt problem, som offentligheden blev opmærksom på, da Le Monde de l'Education i marts 2001 kom med en undersøgelse af, hvordan seksuelle overgreb i visse folkeskoler blev systematisk brugt som afstraffelse af de piger, der ikke bar tørklæde. Det rapporteredes for eksempel, at i skoleåret 1998-1999 var der 587 anmeldte seksuelle overgreb foregået på folkeskolers grund i skoletiden. Overgrebenes skala går fra grove krænkelser til gruppevoldtægter. 45,9 procent af ofrene var ikke fyldt 15 år, da overgrebet fandt sted. 35,4 procent var ikke fyldt 13 år. Advokaten Isabelle Steyer, som tog sig af 5-6 tilfælde af gruppevoldtægter om året, udtalte, at disse tal kun var toppen af isbjerget, da det jo kun er de anmeldte tilfælde, der figurerer i statistikkerne.
Blandt andet på baggrund af sådanne forhold indledtes den 15. marts 2004 en ny periode i den franske verdsligheds historie, da man vedtog loven om forbud mod synlige tegn på religiøst eller politisk tilhørsforhold i folkeskolen. Dette markerede en vilje til i hvert fald delvis at genetablere den verdslige ramme, man var gået på kompromis med i de forudgående 15 år. Generobringen af »Republikkens tabte territorier« kommer dog nok til at tage sin tid. Urolighederne for nylig har vist med al tydelighed, at det måske heller ikke kommer til at gå stille for sig.
Ligeledes går bølgerne højt i det franske samfund i disse dage, hvor »la laïcité« og 1905-loven debatteres heftigt. Skal man bevare den, styrke den, tilpasse den? Mange spørgsmål står stadig åbne, og tiden vil vise, i hvilken retning den kontrastfyldte franske debat vil bære udviklingen.
