Sekularisering på tyrkisk

På kinesisk bruges samme ideogram til at udtrykke begreberne »krise« og »udvikling«. At se en krise som mulighed for udvikling er heldigvis ikke reserveret kineserne. I sin kronik i Politiken 27. september opfordrer statsminister Anders Fogh Rasmussen til at bruge EUs forfatningskrise konstruktivt, som begyndelsen på »en mere grundlæggende og mere nuanceret EU-debat«. Et velkomment udspil, især fordi statsministeren også opfordrer til at diskutere Tyrkiets eventuelle optagelse i EU »åbent og ærligt«. Der er netop behov for at belyse nogle af de grundlæggende forudsætninger for Tyrkiet-debatten, som er med til at skabe usikkerhed i en del af befolkningen i Europa.

Lad os tage et tilsyneladende enkelt udsagn fra den britiske udenrigsminister Jack Straw til BBC 8. september: »Turkey is a secular nation«. Storbritannien har EU-formandskabet nu, hvor forhandlingerne med Tyrkiet indledes, og man kan derfor tillægge Straws udtalelser en vis vægt i debatten. Han fremhæver som argument for Tyrkiets optagelse i EU, at det er et sekulært land - uden at tilføje, at udtrykket »sekulært« har en noget anden betydning i den muslimske verden end i Europa. Derfor er det spørgsmålet, om argumentet ikke forvirrer mere, end det forklarer. I Europa kan de fleste blive nogenlunde enige om, at sekularisme har noget at gøre med adskillelse af stat og religion, og statens neutralitet i forhold til religion. Hvis man som europæer vælger at bruge udtrykket »sekulær« om Tyrkiet, kan det måske også være på sin plads at se på, hvordan tyrkerne selv definerer og bruger begrebet.

Tyrkiets forfatning stipulerer såvel i præamblen som i artikel 2, at Tyrkiet er en sekulær stat. Der er derfor ingen tvivl om, at det sekulære er et vigtigt begreb i den tyrkiske selvforståelse. Men hvordan bliver det konkret udtrykt og brugt af den tyrkiske stats institutioner? Hjemmesiden for den tyrkiske ambassade i Danmark er interessant i den forbindelse. Her kan man få oplysninger om mangt og meget: rejser til Tyrkiet med medfølgende børn, flora og fauna ved kyst og strand, tekstileksport og sygesikringsregler. Man kan også komme i Paradis. På linket »The Pathway to Islam« læser man, at islam er »the latest and most perfect religion«, og at man takket være islam kan opnå ikke bare at »live in peace and happiness in this world«, men også at »reach the eternal happiness in the next world after death«. Det må vist siges at være et forkyndende udsagn. Kan man være både sekulær og forkyndende på én gang? Hvordan får man den tyrkiske forfatnings artikel 2 til at give mening over for ambassadens opfordring til at prøve lykken i islam? Dette er blot ét eksempel på de modsatrettede signaler, som den tyrkiske sekularisme sender til de europæiske borgere, og som gør, at sidstnævnte kan blive utrygge eller skeptiske. I hvert fald hvis de ikke er informeret om, hvad sekularisme betyder i forhold til den tyrkiske virkelighed, hvor man netop ikke adskiller stat og islam, men sammenkæder disse to enheder på en bestemt måde. For eksempel har man i Tyrkiet en statslig institution, der hedder Diyanet, som svarer lidt til det danske kirkeministerium - med den forskel, at Diyanet har betydeligt større beføjelser i forhold til borgerne, end det danske kirkeministerium har. På Diyanets hjemmeside får vi en definition af »sekularisme«, som den bruges i Tyrkiet: »Secularism (...) means providing freedom to individuals and to public institutions in the interpretation of religion and in the production and transmission of religious knowledge«. Det fremgår altså utvetydigt, at sekularisme i Tyrkiet betyder, at offentlige institutioner fortolker religion og producerer og formidler religiøs indsigt.Diyanets forpligtelser berører ikke kun det rent rituelle i religionsudøvelsen. »Vi ser religion som mere end en teoretisk tro«, står der på hjemmesiden. »Religion er en social erfaring og et sociologisk fænomen«, så borgerne advares mod den individualiserede »sentimentale religiøsitet«. Det fastslås, at Diyanet ikke bare er »en bureaukratisk institution«, men snarere en del af et samfundsprojekt »hvis formål er at etablere moralsk religiøsitet«. Gad vide, hvad danskerne ville sige til et forslag om en lignende formulering på Kirkeministeriets hjemmeside?

Rent konkret udmøntes Diyanets ambition om moralsk religiøsitet i den tyrkiske befolkning på en del forskellige niveauer. Religionsundervisning i skolen, for eksempel. Den er obligatorisk ifølge forfatningens § 24, og kun børn, som tilhører de i Lausanne-traktaten anerkendte mindretal (jøder, græsk-ortodokse og armensk-ortodokse), kan blive fritaget på skriftlig anmodning fra forældrene. Børn fra de andre religiøse mindretal (syrisk-kristne, katolikker, protestanter, baha'i) eller ateister kan ikke blive fritaget. Undervisningen er forkyndende, og børnene skal lære at være »praktiserende«, altså at udføre bøn, rituelle afvaskninger etc. Det gælder som sagt også for børn, der ikke er muslimer selv. Der undervises i den officielle sunni-islam, hvilket forklarer klagerne til diverse menneskerettighedsorganisationer fra alevi-muslimerne. Disse beretter rutinemæssigt om, hvordan deres liberale Koran-fortolkning er tabu i den obligatoriske islamundervisning.

Der står på Diyanets hjemmeside, at den moderate religiøsitet, som den officielle islam i Tyrkiet står for, accepterer andre religioners tilstedeværelse. Det harmonerer dog dårligt med, hvad der står i diverse menneskerettighedsrapporter. Forvaltningen af religiøse mindretal er et statsanliggende i Tyrkiet og hører ind under en institution med navnet Vakiflar. Hvis medlemmer af religiøse mindretal gerne vil restaurere eller reparere allerede eksisterende kirkebygninger, skal de spørge Vakiflar om lov, og de har ingen garanti for at opnå tilladelse. Det gælder også, når bygningerne har været udsat for hærværk. Indtil 2003 var det de religiøse mindretal forbudt at erhverve ny ejendom. De kan til gengæld sagtens miste ejendom ved ekspropriering, hvilket jævnligt sker. Et eksempel er, at de græsk-ortodokses præsteseminar blev konfiskeret i 1971, så de kan ikke uddanne flere præster. De må heller ikke lade udenlandske præster prædike i kirkerne - det er forbudt. Kan de så ikke bare holde gudstjeneste derhjemme? Nej, for der findes i Tyrkiet en lov, som forbyder religiøse møder på uautoriserede steder. Denne lovs eksistens begrundes med behovet for at bekæmpe islamistiske grupper, men den bruges ligeledes over for de religiøse mindretal, som derfor udsættes for politirazziaer og arrestationer, når de for eksempel holder bedemøder i private hjem.Afslutningsvis skal det siges, at den sammensmeltning mellem stat og religion, som »sekularisme« rent faktisk betyder i Tyrkiet, jo ikke kun har været et skalkeskjul for undertrykkelse af minoriteter. Den håndfaste statsstyring af religion har også betydet meget for islams tilpasning til den modernitet, som Atatürk indskrev i sit fædrelands forfatning. For eksempel kan man nævne, at kvinders retsstilling i det tyrkiske samfund er relativt favorabel, hvis man sammenligner med andre muslimske lande. Dér understøttes forfatningens § 10 om lighed mellem kønnene af Diyanets måde at udlægge og omfortolke den islamiske tradition. Derfor giver det tyrkiske sekularisme-begreb fuldt ud mening i den tyrkiske kontekst, da det jo netop er en måde, hvorpå man indikerer landets særstatus i forhold til resten af den muslimske verden. Derfor er det vigtigt, at vi tør diskutere, hvad man præcis lægger i ordene.

Man kan håbe, at statsministerens opfordring til åbent og ærligt at diskutere Tyrkiets forhold til Europa tages alvorligt. Vi gør hverken europæerne eller tyrkerne en tjeneste ved at holde »Tyrkiet er et sekulært land«-sløret hen over debatten uden at nævne, hvordan begrebet opfattes i de forskellige kulturelle kontekster. Den aktive åbenhed er et af demokratiets grundpiller. Og hvordan skulle vi for øvrigt kunne belære andre om demokrati, medborgerskab og åbne debatformer, hvis vi ikke selv kan finde ud af det?tKronikken i morgen:

»Kronologien der blev væk«. Historielærerne Hans Hostrup og Søren Elmerdahl Hemmingsen vil vende tilbage til en mere traditionel, kronologisk disponeret historieundervisning.