Amerikanerne har et kompliceret forhold til lange navne, og især udenlandske navne, så det kan ikke undre, at »Sergey Aleynikov« blev til »Serge«.

Det var hans navn på Wall Street, og hans omdømme var »den bedste software- programmør i hele industrien«.

Serges historie er en grum historie, og den fortæller ikke så lidt om den virksomhed, der i øjeblikket er den mest omstridte virksomhed i Danmark, Goldman Sachs, og den fortæller præcist, hvorfor Goldman Sachs er så omstridt.

Men det vender vi tilbage til.

En af USAs førende erhvervsjournalister, Michael Lewis, oprullede i forrige måned historien om Serge i Vanity Fair, og den er siden kun blevet bestyrket, ikke beklikket.

Serge er en jødisk-russisk immigrant, som i 1991 kom til USA, og som var et geni til at tage komplicerede problemer og omsætte dem til softwarekode, som kunne løse problemerne. Han landede hurtigt et chefprogrammørjob hos en televirksomhed, og i 2007 kom han til et ditto job hos Goldman Sachs.

Hans løn var 400.000 dollar om året, og han skulle skrive en kode, som kunne gøre Goldman Sachs til nummer ét i den sub-branche, som hedder high frequency trading, og som hvert år polstrer finansindustrien med mellem 10 og 20 mia. dollar i profit, skriver Lewis.

Problemet var bare, at Goldmans eksisterende koder var noget bras, en overlevering fra en svunden tid, og det var selve lappestrukturen i de gamle koder, som gjorde Goldman langsommere end konkurrenterne. Det eneste rigtige var at smide de gamle koder ud og skrive nye, lød diagnosen fra Serge, men Goldman sagde nej. Hvorfor? Fordi en ny kode var en langtidsinvestering, og Goldman ville have resultater nu. »Hele forretningsmodellen hos Goldman handler om, at hvis der er mulighed for at lave penge lige nu – så lad os gøre det. Hvis det derimod handler om en langtidsinvestering, er de ikke interesserede,« siger Serge i artiklen

Så Serge gjorde, hvad han kunne for at lappe det gamle system, og han gjorde det gennem open source-koder. Open source-koder er frit tilgængelige på internettet og uden ophavsret. Han skrev selv koder, som fik open souce-materialet til at køre med Goldmans system. Hans chef fortalte godt nok ledelsen i huset, at det hele var »Goldmans ophavsret« – noget, som han og hans programmører selv havde fundet på – for det fik ham til at se godt ud, når det blev bonustid.

Efter to år besluttede Serge at flytte til et andet selskab, fordi han der fik muligheden for at skrive softwarekoder helt fra bunden; Goldman tiggede ham om at blive og ville matche lønnen, men det handlede ikke om løn, sagde han. Han invilgede i at blive hos Goldman i seks uger for at oplære sine afløsere, og i de seks uger emailede han sine koder til sig selv. Han kunne bruge open source-koderne senere. Den slags koder kan være besværlige at finde på internettet, og når han havde fundet dem én gang, hvorfor så gøre det igen?

Det giver mening for enhver, der beskæftiger sig med softwarekodning, men for amatører kan det se uldent ud, og pludselig en dag – i en lufthavn – dukkede tre FBI-agenter op og anholdt Serge for industrispionage, lagde ham i håndjern og fængslede ham. På kort tid ramlede hans liv sammen. Han mistede sit nye job, sin kone, sit hus og sine tre børn, sit omdømme; han mistede alt.

Historien om Serge vakte i forrige måned en sjælden opsigt i USA.

Den ene forklaring er, at den var skrevet af Michael Lewis, som er manden bag estimerede bestsellerbøger som »Wall Street poker«, »Moneyball«, og »The Blind Side«. Den anden forklaring er, at den bekræftede alt, hvad der tilsyneladende er forkert hos Goldman Sachs. Som formanden for Senatets finanskomité, Carl Levin, karakteriserede selskabet ved offentliggørelsen af en rapport om Wall Street: Goldman er »en finansiel slangerede fyldt med grådighed, interessekonflikter og ulovligheder.« Levin påviste f.eks., hvordan Goldman tjente penge på at shorte markedet for subprime-lån ved at bilde kunderne ind, at der var tale om guldrandede papirer, som de derefter selv shortede. I interne emails kaldte Goldmans folk papirerne for »skod« og det, der var værre, og det førte ved en senatshøring til følgende udveksling mellem Levin og Goldmans finanschef, David Viniar.

Levin: »Da du hørte, at dine egne mæglere i emails beskrev handlerne som f.eks. ’’gode gud, en lortepakke af lån’’ eller ’’gud, nogle pispapirer’’ – når du hører om den slags i dine egne folks emails, føler du så noget?«

Viniar: »Jeg føler, at det er meget uheldigt at have den slags på email.«

På det tidspunkt brød hele senatslokalet ud i latter. Dét var – i en nøddeskal af en fortalelse – Goldman Sachs, var det ikke? Aktieselskabet Grådighed?

Hvad det har med Serge at gøre? Følgende:

Under hans afhøringer hos FBI viste det sig lynhurtigt, at agenterne ikke anede, hvad de talte om. De havde ikke den ringeste anelse om softwarekodning og open source, agenterne havde alle deres oplysninger fra Goldman og agerede dørmænd for Goldman, og det bekræftede en central fordom om Goldman, nemlig at de direkte eller indirekte har en enestående magt over det offentlige Amerika.

Uvildige eksperter siger i artiklen, at anklagen mod Serge er meningsløs, for de pågældende koder er overvejende open source, og den del, som ikke er, er uanvendelige hos andre. De er skrevet for at lappe på Goldmans antikverede software og kan kun bruges til det, og hvad Serge gjorde, er præcist, hvad tusindvis af programmører gør – gemmer deres koder.

Men hvorfor var Goldman så så nidkær for at få Serge retsforfulgt?

Eksperter siger i artiklen, at Goldmans mellemledere opadtil havde skabt en illusion om, at koderne var »made by Goldman«, alt sammen med sigte på bonussæsonen, og hvis de vedgik, at koderne var open source, ville de udstille deres egen mangel på bonusværdi.

Hvilket bekræftede en anden fordom, nemlig at alt hos Goldman Sachs handler om penge. Selskabet har således fået et hovedansvar for finanskrisen og den følgende recession, og alligevel er ingen Goldman-medarbejdere havnet i fængsel. Kun én medarbejder er kommet i fængsel, og det er Serge, fordi Goldman ville have det sådan.

En forbundsdommer endte i 2012 med at droppe sagen, men dermed var den ikke slut. Kort efter meddelte en statslig anklager i New York, at han ville genåbne sagen, på foranledning af Goldman Sachs, og sagen venter nu på at komme for statsretten i New York.

»Drift«

Hvis Michael Lewis har ret, så illustrerer det i frøperspektiv, hvad en tidligere mellemleder hos Goldman – og nuværende adjungeret professor i sociologi på Columbia University – kalder »organizational drift«, det vil sige en virksomhed, som er kommet for langt væk fra den etik og kultur, som skabte den.

Steven Mandis skriver således i sin netop offentliggjorte ph.d.-afhandling »What Happened to Goldman Sachs« om, hvordan virksomheden en gang var kendt for at have en højere etik end resten af Wall Street, f.eks. ville Goldman ikke medvirke ved fjendtlige virksomhedsovertagelser, ved kasinofinansiering eller kapitalforvaltning, for det sidste skabte interessekonflikter. Det var også et fundamentalt kodeks dengang, at kunden altid kom først, men siden 1990erne, og især siden det gamle partnerskab blev opløst og Goldman gik på aktier, er etikken forandret og uafbrudt med den samme undskyldning: »Hvis ikke vi gør det, så gør andre det…«

Den reelle forklaring er profitten og aktieprisen: Jo mere Goldman Sachs tjener, desto mere vil det påvirke aktieprisen opad, og eftersom chefer og medarbejdere er lønnet tofold, efter indtjening og i aktier, vil de tjene tofold, og derfor er alle forbehold røget ud ad vinduet.

Interessekonflikter er et gode

Om interessekonflikter hedder det nu – med chefens egne ord – at interessekonflikter er et gode; jo mere Goldman arbejder på begge sider af en sag, desto bedre. Vi skal »favne interessekonflikter«, skrev CEO Lloyd Blankfein. Regeringer skal f.eks. vide, at de kan stole på Goldmans vurdering, og dermed »kan de blive partnere i vores succes«, skrev han.

Og kundens interesser, der altid kommer først? »Det er ikke så ligetil,« hedder det nu i en intern skrivelse, for kunderne er »big boys«, som kender risikoen, og som i tilfælde af en tvivlsom forretning selv skal gøre deres forarbejde. Det er nu kotume, at kunderne underskriver et »big boy«-dokument, som fritager Goldman for ansvar ved den slags forretninger.

Det er alt sammen godt for alle, som Blankfein har sagt. »Et stærkt Goldman er godt for Amerika … vi gør Guds arbejde.« Det er selvforståelsen: Goldman gør Guds arbejde, ingen gør arbejdet bedre, og som magasinet Fortune næsegrust har konstateret: »På Wall Street er der Gud, og så er der Goldman.«

Goldman er de bedste til kapitalisme, Goldman er de værste til kapitalisme, afhængigt af de øjne, der betragter selskabet og dets folk. Og de er netop så gode eller slemme, fordi Goldman i dag udelukkende er den første stavelse i navnet, ikke den sidste, kun guld, ikke mennesker.

Bare spørg Sergey Aleynikov.