Ugens vindere og tabere i erhvervslivet: En ex-statsminister med sans for penge

Ude i lille Danmark handler alt om det netop overståede valg. Men i erhvervslivet er man mere optaget af at tjene penge. Det gælder også en tidligere statsminister og et styk halvmilliardær, der har udsigt til endnu et sæt gyldne bukser.

thomas woldbye
Thomas Woldbye fra Københavns Lufthavne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Vindere:

Woldbyes højtflyvende drømme

Forleden fandt de saksen frem i Københavns Lufthavne.

Et styk afklippet rødt bånd illustrerede, at lufthavnen nu er klar med seneste milliardudvidelse, og det er faktisk kun er en lille brik i de voldsomme udbygningsplaner, som lufthavnen med Thomas Woldbye i spidsen har.

For ledelsen vil nemlig have smidt godt ti ekstra millioner passagerer gennem lufthavnen i løbet af nogle år. Den slags kræver selvsagt plads til de mange nye passagerer, og derfor er arbejdet med at etablere endnu flere gates og endnu mere plads i fuld gang. Og milliarderne ruller, skal vi hilse og sige.

Det kan synes paradoksalt med alle de udvidelser, når alle nu taler om klima og flytransportens negative påvirkning. Men et er ord, noget andet virkelighed. Og dér vælger de fleste stadig at flyve flere og flere gange om året. Det tager lufthavnen så bestik af og sørger for at gøre sig klar til de stadig større horder af flyvelystne rejsende, som vil lande og lette fra København.

Man skal ikke underkende betydningen af en stor velfungerende lufthavn. For jo flere direkte ruter man kan hive til og fra Danmark, des flere muligheder har vi danskere  – og jo flere gæster kan vi regne med kommer til landet. Det er en regulær win-win for de fleste.

Kassemesteren Fogh Rasmusssen

Det er efterhånden ti år siden, at Anders Fogh Rasmussen havde nøglen til statsministeriet og altså stod i spidsen for vores lille kongerige.

Og efter en håndfuld år som generalsekretær i NATO er Fogh Rasmussen nu konsulent, bestyrelsesmedlem og en slags international »altmuligmand« i politik.

Det kaster gode penge af sig, kan vi konstatere af de seneste regnskaber, som netop er blevet afleveret.

Faktisk kunne Anders Fogh Rasmussen hive hele 1,8 mio. kr. ud til sig selv, efter at årets indtægter og udgifter var blevet gjort op. Mere end han tjente som statsminister, formentlig mindre end i hans NATO-tid, men ikke desto mindre ganske nydeligt.

Samlet hev hans virksomheder tre millioner kroner hjem i overskud, og det er dermed et godt år, som polstrer den lille pengetank.

Fogh Rasmussen er, udover flere bestyrelseshverv, bl.a. rådgiver for Ukraine, som han er med til at »promovere«, så det lands langvarige konflikt med Rusland ikke går i glemmebogen.

Manden med guldbukserne

For nu at være ærlig. Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde, når talen falder på Nets-direktør Bo Nilsson.

For på den ene side står det klart, at Bo Nilsson har formået at lede en særdeles givtig og succesrig virksomhed gennem ejerskifte, stadig hårdere konkurrence og undervejs er blevet godt belønnet for sin indsats. Overmåde godt, faktisk.

På den anden side er Bo Nilsson også manden, der har sat nye standarder for, hvor meget en topchef kan tjene i en dansk virksomhed. Han er blevet halvmilliardær undervejs via bonusser og aktieordninger, og nu vil virksomheden Nets igen tildele en flok ledere, herunder Bo Nilsson, en incitamentsordning, som kan ende med at sende måske syv milliarder i lommerne på 70 ledende medarbejdere med en tung luns til Bo Nilsson.

En stærk indsats skal belønnes. Men den type beløb rejser også vigtige spørgsmål, fordi der jo kun er kunderne til at betale de store udbetalinger. Så det er ikke mærkeligt, at Bo Nilsson blev et samtaleemne under den netop overståede valgkamp. Selv kan han være ligeglad og høste nye millioner, hvis han fortsætter med at skabe succesfulde resultater i Nets.

 

Ugens tabere

Av-av, endnu en lussing til B&O-formanden

Det gør ondt helt ind i sjælden – nedturen hos det, vi gossippere stadig kalder en ikonvirksomhed, Bang & Olufsen i Struer.

Endnu en nedjustering, endnu en skuffelse, endnu engang kritisk fokus på B&O-ledelsen, endnu engang spørgsmålet om B&O har en reel mulighed for at overleve som selvstændig virksomhed.

Manden i midten i B&O hedder Ole Andersen, bestyrelsesformanden som bruger utrolig meget tid på B&O. Man kan godt kalde det et prestigeprojekt for Ole Andersen, som har siddet på posten siden 2010.

Det hjælper næppe at hælde endnu en direktør ud i kølvandet på skuffelsen. Noget tyder på, at det er strategien, den er gal med. Hvad er det i grunden, B&O skal, hvad er det, B&O kan?

Skal B&O-formanden Ole Andersen omdømmemæssigt komme helskindet ud af B&O, tjah, så skal han nok snarest muligt sælge B&O til højestbydende. Problemet er bare, at interessen for B&O er svundet voldsomt ind. I værste fald er der slet ingen bydere.

 

Hjerteblod kolliderer med regneark i Løgismose Meyers

Det er svært for to klassiske, værdidrevne og kultagtige iværksættere at blande blod. Og endnu sværere at blande hjerteblod med regneark.

Det gik galt for den fusionerede og kapitalfondsstyrede Løgismose Meyers fra starten i 2014. Kulturen var ikke den samme, temperamentet var ikke det samme. Det foreløbige resultat har budt på dårlige regnskabstal, hyppige ledelsesskift og forvirring på de indre linjer.

Formanden for madtemplet Løgismose Meyers, Per Harkjær, lader over for Fødevarewatch forstå, at de to forretninger er mere forskellige end forventet. Hm, det lader til, at forarbejdet med at forstå kulturforskellene er fejet til side til fordel for lokkende tal i regnearket.

Nu skal Løgismose Meyers igen splittes op, således at de drives som to uafhængige virksomheder. Vistnok med en Claus Meyer og en Jacob Grønlykke tættere tilknyttet end i de seneste fire år.

Går det heller ikke, kan Claus Meyer og Jacob Grønlykke måske købe deres respektive virksomheder tilbage til en billigere penge, end de i 2014 hver især fik i lommen.

 

Leo Pharma skifter løvetæmmer

De er ambitiøse hos Løvens i Ballerup. Leo Pharma er i færd med at udvikle sig fra en lille spiller i den internationale medicinalindustri til en noget større og ledende spiller i den særlige del af den verden, hvor Leo befinder sig. Foreløbig med nogle bump på vejen.

Derfor er det ikke så unaturligt, at topchefen igennem 11 år, Gitte Aabo, ikke er tiltænkt en rolle på den rejse med opkøb, mere fokus på pipelinen og mere skub i afsætningen af produkterne, medicin mod hudsygdomme.

Det er dog svært ikke at se topchefskiftet som et fravalg af Gitte Aabo. Reelt lykkedes hun ikke med projektet, og i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad til at bestyrelsen har troet på hende som styrmand til at føre virksomhedens ambitioner ud i livet.