Efter massive udfordringer og ledelseskaos: Løgismose og Meyers skal skilles

Løgismose og Meyers skal igen drives som to uafhængige forretninger efter fire år, hvor en britisk kapitalfond forgæves har forsøgt at gøre ægteskabet mellem de to danske maddynastier til en økonomisk succes. Stifterne Claus Meyer og Jacob Grønlykke bliver nu hentet tilbage til maskinrummet for at sparke til salget.

Top
Jacob Grønlykke (tv.) og Claus Meyer ejer stadig en mindre del af Løgismose Meyers. Efter at have spillet en mindre rolle i virksomheden de seneste fire år, hvor kapitalfonden IK Investment Partners har ejet virksomheden, skal de to nu tilbage i maskinrummet.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Ideen virkede oplagt.

At købe og lægge de to succesfulde og fremadstormende danske madvirksomheder Løgismose og Meyers sammen til én.

Det gjorde den britiske kapitalfond IK Investment Partners i 2014 for en samlet sum på 800 mio. kr.

Ikke alt er dog gået, som det skulle. Omsætningen står stort set i stampe, driftsindtjeningen er lav og det fusionerede selskab Løgismose Meyers har været præget af kaos, uenigheder og en stor udskiftning i både ledelsen og bestyrelsen.

Men efter fire år, hvor investeringerne er vokset i takt med, at synergieffekterne er udeblevet, bliver virksomheden nu splittet op, så den igen skal drives som to uafhængige forretninger.

Det oplyser bestyrelsesformand Per Harkjær til Fødevarewatch.

»Over de sidste par år har vi indset, at de to forretninger er mere forskellige, end vi måske havde regnet med, da de blev lagt sammen,« siger han til mediet.

Han ønsker ikke at uddybe over for Berlingske.

Formanden mener, at opsplitningen er nødvendig, fordi kerneprodukterne er forskellige. Mens Løgismose har fokus på detailhandlen og sælger varer til forbrugerne via egne butikker og i dagligvarekæden Netto, har Meyers fokus på måltider i form af foodservice, restaurations- og kantinedrift.

I forsøget på at sætte skub i omsætningen og indtjeningen skal der nu være mere plads til at udvikle nye produkter i de to forretninger.

»Planen handler om, at vi skal back to basic i begge forretninger. Dertil er Claus Meyer meget mere involveret i Meyers' forretning end tidligere, og det samme gælder Jacob Grønlykke, medstifter og tidligere bestyrelsesformand i Løgismose. Og det er noget af det, vi tror rigtig meget på,« siger Per Harkjær til Fødevarewatch.

Ægteskabet har knirket

Fusionen skulle have været fortællingen om et lykkeligt ægteskab mellem to kendte danske familievirksomheder, hvor stifterne bag dem – Grønlykke-familien og Claus Meyer – begge delte glæden ved og ambitionerne om mad og råvarer af høj kvalitet.

Med fusionen ønskede man at opbygge en ny, mere professionel virksomhed med fælles hovedsæde og fælles HR-funktioner, regnskabsafdeling og salgsledelse. Men Løgismose og Meyers har været klassiske entreprenører med fuld fokus på produktet og i mindre grad på tunge administrative processer, og det har besværliggjort sammenlægningen og opbygningen af de bagvedliggende funktioner.

Den del skal der gerne være styr på i en kapitalfondsdreven virksomhed, for det er helt nødvendige funktioner, når virksomheden på sigt skal sælges videre eller børsnoteres.

Hvor mange penge, gourmetvirksomheden har brændt af i forsøget på at integrere de to forretninger, ønsker virksomheden ikke at oplyse.

Løgismose Meyers har også haft godt gang i svingdøren. I januar i år blev Jesper Uggerhøj ny adm. direktør. Han er den tredje af slagsen i spidsen for den fusionerede virksomheds fire års levetid. I samme periode har fire forskellige bestyrelsesformænd og tre forskellige finansdirektører nået at sidde med til bords, mens adskillige andre nøglefunktioner også er blevet skiftet ud.

Jesper Uggerhøj er ny topchef for Løgismose Meyers. Han er den tredje af slagsen og kommer fra stilling hos Kopenhagen Fur, hvor han var adm. direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto Helle Moos.

Jesper Uggerhøj afløste Tørk Furhauge, som blev afskediget i september sidste år. Bestyrelsen ønskede nu knap fire år efter fusionen at se resultater på den korte bane, mens Tørk Furhauge så fusionen som et langt sejt træk.

»Jeg kom ind i Løgismose Meyers halvandet år efter fusionen, så måske var bestyrelsen allerede lidt utålmodig dengang,« sagde han i forbindelse med fyringen til Fødevarewatch og pointerede, at det er klart, at det vil give bølgeskvulp at fusionere de to meget forskellige virksomheder.

»Løgismose og Meyers er to meget forskellige brands og helt forskellige profiler – fynsk-franske fristelser fra Løgismose kontra Meyers' langt mere folkelige hipstermad,« sagde han om virksomheden, som kapitalfonden IK Investment Partners ejer majoriteten i, mens familieaktionærerne udgør mindretallet.

Runde ting i forkantede huller

Både Claus Meyer og Jacob Grønlykke, der stadig sidder i bestyrelsen, har tidligere forklaret problemerne med, at det visionære har levet et tilbagetrukket liv i den fusionerede virksomheds første leveår, hvor regnearkene i stedet var i fokus.

»Det er altid svært at putte runde ting ned i firkantede huller. Det er helt forventeligt, at der er nogle mennesker, der er frustrerede og ikke kan forstå, hvorfor det nu skal være sådan. Det er lidt det sure med det søde. Overgangen til noget andet er svær, men den er nødvendig, for ellers ville vi aldrig blive andet end det, vi var,« sagde Grønlykke i 2016 til Berlingske.

Ifølge Anders Drejer, der er professor i ledelse fra Aalborg Universitet, har udfordringen med fusionen været, at selv om både Løgismose og Meyers har redet på bølgen med ny nordisk mad, er de alt for forskellige til en succesfuld fusion.

»Udfordringen er, at det ikke handler om tal, det handler om to forskellige forretninger rettet mod forskellige markeder, og det er traditionelt svært at skabe synergi mellem forskellige forretninger. Især hvis man, som de fleste kapitalfonde, ser verden gennem et regneark. Så misser man de organisatoriske og menneskelige aspekter,« siger han.

Selv om det kan virke som om, at virksomheden med opsplittelsen er tilbage ved status quo, mener professoren, at skilsmissen er en fordel for kapitalfonden, når den på et tidspunkt skal sælge igen.

»Nu har du to »rene« forretninger, som er nemmere at overskue og lede. Så hvis prisen er den rigtige, så er de to hurtigt solgt,« siger han.

Løgismose Meyers er ifølge professoren ikke den eneste fusionerede virksomhed, der har givet en kapitalfond hovedpine.

»Der gennemføres årligt transaktioner inden for M&A (virksomhedshandler og fusioner, red.) til en værdi af 4.000 mia. dollar globalt og de fleste via netop kapitalfonde. Mellem 50 og 80 pct. heraf fejler, ca. halvdelen reducerer værdi og 30 pct. tilfører ikke den værdi, som aktionærer og ledelse forventede, så den slags sker oftere, end vi regner med,« siger han.

Løgismose Meyers står i stampe

Meldingen om opsplittelsen kommer blot et par dage efter, at virksomheden har offentliggjort endnu et regnskab, der ikke just er prangende.

På toplinjen har virksomhedens holdingselskab, hvor alle aktiviteterne er samlet, leveret en omsætning på 1.087 mio. kr. mod 1.090 mio. kr. året før. Dermed er omsætningen steget med blot otte pct. de seneste fire år.

Virksomheden har dog i den fortsættende forretning haft en vækst på fire pct. i 2018.

Driftsindtjeningen (EBITDA) er faldet til 26,5 mio. kr. mod 44,5 mio. kr. året før. På bundlinjen er der et underskud på 45 mio. kr., og virksomheden har dermed haft et samlet underskud på 150 mio. kr. de seneste fire år. Det skyldes dog primært store goodwillafskrivninger i kølvandet på købet i 2015.

»Vi har en flot organisk vækst, der viser, at vores grundkoncept med kvalitetsprodukter baseret på gode råvarer fortsat rammer rigtigt i et udfordrende marked. Men vi må også være ærlige og sige, at bundlinjen og væksten stadig har været for lav,« siger Per Harkjær i en pressemeddelelse og uddyber:

»Vi må erkende, at samdriften af de to virksomheder og investeringerne i fremtidig vækst har været større og har taget længere tid end forventet – og det har kostet på bundlinjen. Resultatet for 2018 er desuden fratrukket en række engangsomkostninger forbundet med strukturelle ændringer. Vi forventer nu at kunne høste frugterne af de strategiske investeringer, vi har foretaget i de seneste år,« siger han.

Virksomheden har de seneste fire år investeret over 135 mio. kr. og øget antallet af fuldtidsansatte med otte pct. Egenkapitalen er siden 2015 skrumpet med godt 75 mio. kr. til 544 mio. kr.

Løgismose Meyers forventer salgsvækst i 2019, men gourmetvirksomheden vil være presset af højere udgifter til madvarer, ligesom vækstinitiativer fortsat vil presse indtjeningen, skriver selskabet i regnskabet.