Tysk firma vil fylde himlen med flyvende discounttaxaer

Et tysk selskab har bygget et eldrevet fly, der skal bruges til at tilbyde taxaservice i luften. Ifølge virksomheden vil en taxatur i luften koste det samme som en almindelig taxatur på vejen.

GERMANY-ECONOMY-POLITICS-DIGITAL-SUMMIT
Fremtidens flyvende taxa vil kunne flyve fra John F. Kennedy International Airport i New York til det centrale Manhattan på seks minutter. Foto: Christof Stache/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med fem sæder – et til piloten og fire til passagerer – er en ny »lufttaxa« klar til at tilbyde taxaservice til grupper eller familier.

Det kan blive et grønnere og langt hurtigere alternativ til andre transportmuligheder. Flyet er nemlig drevet af el, og med sine 36 motorer kan det stige til vejrs som en helikopter.

Det er en tysk iværksættervirksomhed ved navn Lilium, der står bag det eldrevne fly og har planer om at tilbyde taxaservice fra begyndelsen af 2025, skriver Financial Times.

Lufttaxaen vil være i stand til at flyve sin maksimale rækkevidde på 300 kilometer på blot 60 minutter. Dermed vil flyet give mulighed for at spare passagerer for en del rejsetid på tværs af både lande og byer.

Ifølge selskabet vil prisen for en tur komme til at ligne prisen for en almindelig taxatur på vejen. Eksempelvis vil man kunne flyve fra John F. Kennedy International Airport i New York til det centrale Manhattan til en pris på mellem 450 og 550 danske kroner.

Enormt marked

Storbanken Morgan Stanley har skrevet i et notat, at det forventede lufttaxamarked i 2040 vil være omkring 10.000 mia. kr. værd. Heraf vil markedet for passagertrafik udgøre omkring 5.700 mia. kr.

Ifølge The Telegraph har flyet allerede gennemført sin første testflyvning over Tyskland. Den flyvende taxa er konstrueret uden hale, ror eller gearkasse og vil blive fløjet af en pilot. Men selskabet har planer om at gennemføre autonome flyvninger.

Lilium er ikke det første selskab, der vil satse på flyvende taxaer. Uber har tidligere også lovet, at de vil samarbejde med NASA om flyvende taxaer, og senest har Boeing bygget sit eget elektriske taxafly.

Ifølge virksomheden bag er flyet blevet bygget i løbet af to år. Samtidig er virksomheden vokset fra at have 30 personer ansat  til nu at have flere end 300 efter en kapitalindsprøjtning på over 600 mio. danske kr. fra investeringsgiganter som kinesiske Tencent og engelske Atomico.