Twitter tester automatisk destruktion af tweets

En ny type af tweets sletter sig selv efter 24 timer, og man kan ikke videredele dem med andre.

Mange er nervøse for at bruge Twitter, fordi alt, hvad man skriver, kan ses og kommenteres af alle andre. Derfor tester Twitter en helt ny måde at tweete på. Thomas White

Nu kommer muligheden for de mange, som kunne træde sig selv hårdt over tæerne for at have skrevet noget, de fortryder, på sociale medier: Twitter tester tweets, som automatisk selvdestruerer efter 24 timer.

»Fleets« hedder den nye type af beskeder, der kopierer den forretningsmodel, som Snapchat har bygget op. Også her forsvinder billedbeskederne automatisk, når der er gået 24 timer, hvorefter de ikke længere kan læses – en populær funktion, som den Facebook-ejede billedbeskedtjeneste Instagram ligeledes har kopieret.