Trump og Brexit ramte Tryg i 2018 – Norge bremser 2019

Forsikringsforretningen går strygende i Tryg. Men bundlinjen blev hårdt ramt af uro på de finansielle markeder. Usikkerhed i Norge holder topchefens vækstforventninger tilbage.

Morten Hübbe
Tryg-direktør Morten Hübbe præsenterede tirsdag regnskabstallene for 2018 for Danmarks største forsikringsselskab. Forsikringsforretningen går strygende, men politisk uro er årsag til et dyrt hår i suppen, mens norske udfordringer betyder uklarhed om væksten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

De ting, Morten Hübbe er herre over, er gået godt i 2018. Derfor er det en glad topchef for Tryg, der tirsdag kunne præsentere regnskabet for sidste år.

Danmarks største forsikringsselskab har aldrig haft flere kunder, og kundetilfredsheden og -loyaliteten har aldrig været højere. Samtidig stiger præmieindtægterne mere end markedet.

»Der har været en rigtig positiv udvikling i kerneforretningen. Så er det klart, at Trump og Brexit har været gift for de finansielle markeder i 2018, og det betyder, at næsten uanset hvad man måtte have investeret i, er værdien faldet,« siger Morten Hübbe til Berlingske.

Netop investeringsresultatet er én af to udfordringer for Tryg. Det andet er Norge. Det kommer vi tilbage til.

Selskab Kurs Ændr. %

»Noget af et blodbad«

Et fald på 900 mio. kroner gør selvfølgelig en forskel. Det er udviklingen i investeringsresultatet fra 2017 til 2018, som endte med et underskud på 332 mio. kr. Årets sidste tre måneder alene stod for 330 mio. kr. af underskuddet.

»Det er et meget svagt investeringsresultat, men det skal man ikke forvente, kommer til at gentage sig. For alt andet i regnskabet afspejler det forhold, at Tryg er et rigtig stærkt og veldrevet forsikringsselskab,« lyder vurderingen fra Sydbank-analytiker Mikkel Emil Jensen.

Morten Hübbe påpeger, at aktierne faldt 15 procent i årets sidste tre måneder, og den slags rammer selskabet hårdt. Faktisk skal vi tilbage til finanskriseåret 2008 for at finde et større underskud på investeringerne. Her lød tabet på en milliard kroner, og bortset fra et lille tab på 22 mio. kr. i 2015 har der kun været et andet år – 2002 – med tab på investeringerne hos Tryg.

»Aktiefaldet i fjerde kvartal er meget voldsomt. Trump, Brexit, politisk uro i Italien og Frankrig, handelskrig. Det er ren gift. Det var noget af et blodbad i fjerde kvartal. Heldigvis har der været en forbedring i januar,« forklarer topchefen og tilføjer:

»Men vi glæder os over, at alt det, vi er herrer over, udvikler sig rigtig positivt, og så håber vi, at der kommer lidt mindre politisk uro rundt omkring i verden i 2019.«

Desværre for Tryg og for alle andre investorer er det, som Morten Hübbe påpeger, ikke bare en enkelt politisk begivenhed, der har givet uro i 2018.

»Det er sket på mange forskellige fronter, så det tager vel noget tid, før vi kan blive trygge igen. Desværre kan der nok godt komme en hel del udsving i 2019. Derfor glæder vi os over, at vi primært koncentrerer os om forsikringsforretning, og den er i storform. Så må vi håbe på lidt mere politisk stabilitet. Men jeg er ikke sikker på, at det er lige om hjørnet.«

Uholdbar forretning

Selve forsikringsdriften er Morten Hübbe til gengæld herre over, og her går det godt. Også med det opkøb af Alka, som Tryg kunne gennemføre i november sidste år. Alkas resultater var ifølge Morten Hübbe bedre end forventet. Toplinjen voksede med fire pct., og forsikringsresultatet landede på 342 mio. kr. mod de forventede 300 mio. kr.

Samtidig går privatkundeforretningen godt i Tryg. Der er kundefremgang, man tager markedsandele, og kundetilfredsheden er stigende. Billedet er dog et andet i industriforretningen. Der er ifølge topchefen »en udfordrende høj« combined ratio i denne del af Tryg. Den lå på 111 i fjerde kvartal af 2018.

»Det betyder, at vi giver 111 kroner ud, hver gang vi får 100 kroner ind. Det siger sig selv, at det ikke er bæredygtigt. Vi skal have priserne på norsk industri klart højere op for at betale for storskaderne. Det ser ud til, at hele det norske industrimarked har det samme problem.«

Bremser forventninger

Tryg har i 2018 ifølge Mikkel Emil Jensen hævet priserne med syv pct. på det norske industrimarked, hvilket har kostet »en smule kundetab«.

Tryg havde en forventning om at nå en bruttopræmievækst på 0-2 pct. i 2018 og endte altså med at overgå den forventning markant med en stigning på godt fire pct. Alligevel rykker man ikke barren højere op for 2019. Det skyldes udfordringerne i Norge.

»Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at privat- og erhvervsforretningen, som trods alt er størst, kommer til at vokse klart mere end 0-2 pct. i år. Men der er en dark horse i form af vores norske industriforretning og de prisstigninger, vi er nødt til at indføre. Vi ved ikke, hvor stor en kundeafgang det vil medføre,« siger Morten Hübbe.

Det betyder ifølge analytiker Mikkel Emil Jensen også, at forventningerne kan hæves senere på året, hvis kundetabet ikke bliver for stort.