Resultatet dykker i Danmarks største forsikringsselskab

Tryg har måttet konstatere et markant fald på bundlinjen i 2018. Det er sket, selv om der er kommet mere gang i forretningen. Modvind på aktiemarkederne koster.

Tryg
Landets største forsikringsselskab, Tryg, har tirsdag morgen præsenteret regnskabstallene for 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Bundlinjen dykker med en mia. kr. i Danmarks største forsikringsselskab, Tryg. Selskabet har tirsdag morgen præsenteret regnskabet for 2018, og det ser positivt ud, for så vidt angår de øverste linjer. Her er bruttopræmieindtægterne i selskabet steget med 4,3 pct. til 18,74 mia. kr.

Men derfra er vinden så ikke blæst Trygs vej. Det var dog forventet, at 2018 ikke umiddelbart ville leve op til 2017, hvilket ikke umiddelbart skyldtes Trygs kerneforretning, men snarere modvinden på markederne.

Investeringsresultatet i forretningen er således gået fra et plus på 527 mio. kr. til et minus på 332 mio. kr., og det kan selvsagt mærkes på bundlinjen.

Selskabet overtog i 2018 forsikringsselskabet Alka, og før denne transaktion var der tale om en mindre stigning i det forsikringstekniske resultat, mens der efter transaktionen er tale om et lille fald. Resultatet her lander således på 2,77 mia. kr., hvilket blandt andet skyldes, at omkostningerne er steget med 7,5 pct. til 2,7 mia. kr.

»Vi leverer et forbedret forsikringsteknisk resultat før Alka på trods af et højere niveau af vejr- og storskader sammenlignet med 2017. Vi fortsætter med en god stigning i præmievæksten for koncernen, primært drevet af privat og erhverv, som også afspejles i den højeste kundetilfredshed og fastholdelsesprocent nogensinde,« udtaler Tryg-topchef Morten Hübbe.

Selskab Kurs Ændr. %

Men der er som nævnt smerter i bundlinjen som følge af modvinden på aktiemarkederne. Før skat falder resultatet fra 3,24 mia. kr. til 2,26 mia. kr.

Tryg forventer i lighed med 2018, at præmieindtægterne i 2019 vil stige i niveauet nul til to pct., mens man har en mere langsigtet forventning for 2020, der lyder på at lande et forsikringsteknisk resultat på 3,3 mia. kr. Dette vil være en stigning på 19 pct. i forhold til 2018. Men det er så også inklusive Alka-forretningen, som først hen mod slutningen af 2018 blev en del af Tryg.

»Vi ser frem til at drage fordel af hinandens kompetencer inden for flere områder. Alkas forsikringstekniske resultat udgjorde for hele året 342 mio. kr. – heraf indgår 63 mio. kr. i Trygs resultat – hvilket understreger vores vurdering af Alka som en meget veldrevet forretning,« udtaler Morten Hübbe.