Topchefer: Headhuntere præsenterer for få kvindelige kandidater

Topchefer i nogle af landets store virksomheder oplever, at headhuntere præsenterer for få kvindelige kandidater, og at de selv presser på for at få kvinder i feltet, viser rundspørge. En topchef mener, at headhunterne tager de lette løsninger. Ifølge headhuntere er det en udfordring at finde kvinder.

Topchefen for teleselskabet »3«, Morten Christiansen, er en af de topledere, der oplever, at headhuntere præsenterer for få kvinder på listen over mulige kandidater.

Der er ikke nok kvinder på listen, når headhuntere præsenterer virksomheder for kandidater til ledige stillinger. Det mener en femtedel af topcheferne i rundspørge til Berlingskes toplederpanel.

Dermed deler de den kritik, som HR-direktør i Novozymes, Anne Bisbjerg Lee, for nylig rettede mod headhuntere for at komme op med for få kvindelige kandidater.