I december var det madkongen Claus Meyer, som købte sig ind. Nu følger flere iværksættere efter og skyder penge ind i den lovende danske tjenerportal, Chabber. Den nye kapital skal muligvis bruges til at få den danske app ud over landets grænser.
Chabber, der blev stiftet i 2016, forbinder 5000 freelancere med 270 virksomheder, der blandt andre tæller Arp-Hansen-kæden, Radisson Blu og Copenhagen Admiral. Nu skyder Morten Thune Højberg fra vikarbureauet Moment, iværksætteren Peter Ibsen og Mads Christian Friis fra barselskabet Rekom penge i det fremadstormende selskab. Samtidig er Morten Larsen fra madportalen hungry.dk valgt til ny bestyrelsesformand.
Morten Larsen siger, at opgaven er fortsat at vokse hurtigt men samtidig sikre, at Chabber udnytter det fulde potentiale i Danmark
»Vi skal have fart på, og vi må ikke være for langsomme, så nogen kan komme og overtage markedet. Men vi skal gøre det på en sikker måde. På den måde kan vi bygge en rigtig interessant international virksomhed på det her koncept,« siger Morten Larsen til Berlingske.
Chabbers teknologi minder blandt andet taxatjenesten Uber. Her kan medarbejdere komme i kontakt med restauranter og barer, som mangler personale.
»Tilgangen af freelancere, som melder sig på platformen, stiger hele tiden. Der er rigtig mange unge mennesker, som måske allerede har et tjenerjob eller barjob, og som gerne vil tjene lidt ekstra. Der er ingen tvivl om, at der er kæmpe behov for det her, men vi skal sikre på, at der er et land, som virkelig kører godt, fordi alt for ofte ruller iværksættere ud i hele verden for tidligt,« siger Morten Larsen.
Chabber blev stiftet af blandt andre Sebastian Løvgreen og Valdemar Gaarn Rasmussen, som havde oplevet, hvordan det var vanskeligt at skaffe fleksibel bemanding til hotel- og restaurationsbranchen. Valdemar Gaarn Rasmussen glæder sig over de nye medejere.
»Vi har nu sat A-holdet og hentet den indledende kapital, der skal til for at skabe et stærkt dansk fundament og sikre udenlandsk succes,« siger salgs- og marketingdirektør Valdemar Gaarn Rasmussen.
De unge stiftere vil på sigt gerne til udlandet. Derfor er de i gang med at undersøge og teste udenlandske markeder. De erkender dog også, at en udlandsekspansion er nyt farvand, og utvivlsomt byder på nye uforudsete udfordringer. Det er blandt andet derfor Morten Larsen, der har været med til at skabe de internationale succeser JustEat, Miinto og Hungry, er hentet ind som formand.
»Nu har vi sat gang i research i fire lande i Europa. Om vi vælge et gå videre, afgør vi, når får kigget på data, men vi tror på, at det her holder mange steder også uden for Danmark,« siger Morten Larsen.
Claus Meyer købte sig ind i Chabber i december. Præcist hvor store andele, de enkelte aktionærer har, er ikke oplyst.
