15. august 1843 slog Tivoli for første gang dørene op, efter at Georg Carstensen havde fået Christian VIIIs tilladelse. Historien går på, at H.C. Andersen var blandt gæsterne, og at han i den anledning blev inspireret til eventyret »Nattergalen«.
På mandag sker det så igen. Tivoli åbner dørene efter flere måneders coronakrise, og denne gang er tilladelsen kommet fra regeringen. Om der kommer unge digterspirer blandt gæsterne, vides ikke, men der kommer i hvert fald hverken udenlandske turister eller så mange besøgende, som der plejer.