Thomas Bernt: Tre ting, vi kan lære af bøllemetoderne i Lufthavnen

Historierne om bøllemetoderne i Københavns Lufthavn får langt de fleste danskere til at tabe underkæben af undren. Sagen langt fra slut, men allerede nu står det klart, at vi i hvert fald kan lære tre ting af den. En af dem er, at det ikke kun er erhvervslivet, som har dårlige sager.

23. juli blev en medarbejder i SAS Ground Handling truet til at melde sig ind i 3F. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Nummer 1: Bøllekultur trives i bedste velgående i 3F

Danskerne er naturligvis ved at tabe kæben over balladen i Københavns Lufthavn mellem 3F og en vikar, som nægter at melde sig i 3F Kastrup: »Prøv at hør’ her. Du retter dig efter vores lov herude,« siger to 3Fere til vikaren i SAS Ground Handling. Der er andre saftige citater i den lydfil, som Berlingske har bragt, som ikke normalt hører hjemme på fredelige danske arbejdspladser.

Sagen vil med sikkerhed rulle med uformindsket styrke de kommende dage, selv om både formanden for 3F, Per Christensen, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) begge har taget afstand fra trusler og lovbrud.

Sagen er ikke slut. Selvfølgelig vil der i de næste dage være forsøg på at miskreditere vikaren som en slags provokatør eller bortforklare de ulovlige strejker i lufthavnen med, at vikaren foretog ulovlige optagelser. Et andet sympatisk argument, som allerede høres, er, at en enkelt vikar ikke må sætte lufthavn, fly og tusindvis af rejsplaner i stå.

Det ændrer ikke ved kernen. De to 3Fere på lydfilen har dokumenteret, at der ikke er foreningsfrihed, men fagforeningstvang i lufthavnen, og de har dokumenteret, at bøllemetoder trives i bedste velgående i 3F.

Det vidste vi i grunden godt. I Falck-skandalen har Konkurrencestyrelsen i en redegørelse slået fast, at 3F spillede en aktiv rolle i den kampagne, som Falck førte mod Bios. 3F har afvist Konkurrencestyrelsens anklager. Der har i medierne været andre historier fremme om tæt parløb mellem Falck og 3F. Der har også været sagerne om Peterson Packaging sidste år og Vejlegården i 2015, hvor 3F fik kritik for sine metoder.

Lufthavnssagen er en ny sag, som viser, at 3F gerne tager fløjlshandskerne af ude på arbejdspladserne.

Her kan du høre lydfilen:

 

Nummer 2: Ufattelig svært at gøre op med fagbevægelsens monopol i det offentlige og halvoffentlige

Konflikten i lufthavnen efterlader indtrykket af, at 3F i Kastrup mener, at de har ret til at kræve, at alle ansatte i bagagehåndteringen er medlem af den samme fagforening, selv om både Grundlovens paragraf 78 og Menneskerettighedsdomstolen mener noget andet om de såkaldte eksklusivaftaler.

Man kan fundere over, om der i lufthavnen stadig er en ånd af fortiden som statsejet – en offentlig eller halvoffentlig medarbejderkultur. En karakteristisk forskel mellem det offentlige og private arbejdsmarked i Danmark er nemlig netop organiseringsgraden.

Danmark har et af verdens mest organiserede arbejdsmarkeder. Over otte ud af ti danskere er dækket af en kollektiv overenskomst, viser den årlige rapport fra sammenslutningen af europæiske fagforeninger Etui. Den samme rapport viser, at Danmark har den højeste organiseringsgrad blandt de europæiske lande, ca. 70 pct.

Men tallene dækker over, at organiseringsgraden på det offentlige område ligger omkring 20 pct. højere end i den private sektor. Foreningsfriheden, som blev gennemført efter Menneskerettighedsdomstolens dom i  2006, har gjort ondt på især LO, i dag FH, og skabt et marked for private alternativer som Krifa og Det Faglige Hus. Der er skabt konkurrence på et område, hvor den gamle fagbevægelse ikke ønsker konkurrence, men ikke i den offentlige sektor.

Fagforeningsmonopolet er reelt kun brudt i den private sektor.

Det gamle LO fra før fusionen med tjenestemændene i FTF har mistet over en tredjedel af sine medlemmer på ti år. FTF kun godt tre pct. Nuvel, der er også struktur- og sektorforskydninger i de tal, men tendenser er tydelig.

Lufthavnssagen bør rejse debatten om, hvorfor de offentlige fagforeninger i modsætning til de private fagforeninger kan bevare deres monopol. De seneste overenskomstopgør på det offentlige arbejdsmarked, senest i 2018, understreger de offentlige fagforeningers vilje til at bruge deres magt.

Nummer 3: Det er ikke kun erhvervslivet, der har dårlige sager

Hvis der er nogen, der kan godte sig over lufthavnssagen, må det være erhvervslivet. Møgsag efter møgsag i erhvervslivet i skikkelse af eksempelvis Danske Banks hvidvasksag eller de gyldne medarbejderordninger i Nets har udløst hård kritik for flosset moral i hele erhvervslivet. Dagbladet Børsen bragte i denne uge en meningsmåling, som viser, at befolkningens tillid er til erhvervslivets falder. Vi vil med sikkerhed høre, at problemerne i 3F er isoleret til 3F, mens den logik ikke gælder fagbevægelsens kritik af erhvervslivet.

Lufthavnssagen viser, at fagbevægelsen har sine lig i lasten, som hurtigt kan udløse dårlige historier i pressen. Mange vil kunne huske sagen om direktøren for Akademikernes A-kasse, Michael Valentin, der bragte mindelser frem om pamperiet i fagbevægelsen.

Fagbevægelsen er sikkert meget tilfreds med, at de har undgået dårlige sager på stribe, der kunne kaste et dårligt lys over hele bevægelsen. Det er nu lettere at håndtere enkeltsager end dårlige sager på stribe.

Kæmpestore fagforeninger med monopol eller forsøg på at skabe monopol på organiseringen af arbejdskraften af især de offentligt ansatte er imidlertid et godt sted at lede efter historier for en kvik journalist. Det oplevede vi i onsdags.