SAS sender vikar hjem - 3F går i arbejde igen

SAS har sendt en vikar, der er kernen i en strid mellem medarbejderne, hjem. Nu genoptager de strejkende medarbejdere arbejdet, efter at sagen har været i Arbejdsretten.

 

SAS har med omgående virkning besluttet at sende den bagagevikar, der er centrum for en større konflikt mellem bagagemedarbejderne, hjem.

Det sker efter, at medarbejderne i SAS Ground Handling onsdag eftermiddag nedlagde arbejdet for tredje gang på en uge. Omtrent 150 medarbejdere i SAS Ground Handling nedlagde arbejdet klokken 13.20, cirka ti minutter efter at den omtalte bagagemedarbejder var mødt på arbejde.

Kort efter vurderede Arbejdsretten i København, at arbejdsnedlæggelsen var ulovlig. Medarbejderne blev pålagt, at de straks skulle vende tilbage til deres arbejde, og klokken 15.35 er de cirka 150 strejkende medarbejdere ifølge SAS på vej tilbage. SAS har dog sendt vikaren hjem, for at få gang i flytrafikken.

Dermed ser et omfattende kaos, fordi kufferter hverken kan læsses på eller lastes fra landende eller afgående fly, ud til at blive afværget.

»Arbejdsretten har i dag, igen, afgjort, at det er en ulovlig strejke, udstedt påbud om, at de skal gå i arbejde straks, og idømt skærpet bod. Samtidig kan vi konstatere, at 3F deler holdningen om at, lovgivningen skal respekteres, og at der er foreningsfrihed i Danmark – derfor vi er helt uforstående over for, at medarbejderne igen i dag har nedlagt arbejdet,« siger Karin Nyman, kommunikationsdirektør i SAS, til Berlingske.

Hun kalder sagen for »dybt alvorligt og principiel«. Strejken onsdag samt arbejdsnedlæggelserne torsdag og fredag i sidste uge har påvirket over 8.000 passagerer.

Hvad vil I gøre fremover? Kommer han på arbejde igen? 
»Det her er blevet en sag, som SAS ikke kan løse. Det er en principiel sag og en ulovlig strejke, og vi står bag vores medarbejderes ret til frit at vælge fagforening. Det vil vi altid stå fast på,« siger Karin Nyman.

Hemmelig lydfil

Stridens kerne er en vikar, der tilbage i juli blev konfronteret af to kollegaer, der mente, at han skulle melde sig ind i 3F. Berlingske har onsdag beskrevet en lydfil fra samtalen mellem de to og vikaren. På optagelserne kan man blandt andet høre en mand, der var næstformand i en faglig klub i lufthavnen, sige:

»Har du aldrig hørt om jungleloven? Den lever herude. Det vil sige, at der kun er én fagforening, som vi er medlem af herude. Vi er alle sammen medlem af den samme forening,« siger næstformanden blandt andet i lydfilen. Han er siden blevet frataget sine tillidshverv.

Hele lydfilen kan høres lige her. Her kan man også høre, at vikaren bliver truet med, at hans kolleger er klar til at strejke for sagen, og at det vil koste SAS 15 millioner kroner.

Torsdag og fredag i sidste uge strejkede medarbejderne i SAS Ground Handling. Det førte til 74 aflyste flyafgange og berørte over 6.000 passagerer. Mens der var uenighed om den præcise årsag, lød det fra både SAS og 3F i Kastrup, at striden bundede i vikaren.

Ifølge Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup, nedlagde bagagemedarbejderne deres arbejde, fordi vikaren havde udvist »grænseoverskridende adfærd« ved at filme sine kollegaer.

SAS har derimod peget på, at strejken skyldes, at vikaren ikke har ønsket at blive medlem i 3F.