Telia henter ny erhvervsdirektør internt

Mortimer Liebman bliver ansvarlig for hele erhvervsforretningen hos Danmarks tredjestørste teleselskab og befrier dermed Telias danske topchef for dobbeltjob.

Telia finder sin nye erhvervsdirektør i egne rækker. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmarks tredjestørste teleselskab, Telia, henter sin nye erhvervsdirektør internt, og dermed aflastes den danske topchef, som har dobbeltjobbet i et halvt år.

Mortimer Liebman overtager fra månedsskiftet jobbet som erhvervsdirektør. Det har Thomas Kjærsgaard stadig varetaget, siden han i november 2019 blev udnævnt som administrerende direktør for det svenskejede teleselskab efter at have passet topjobbet midlertidigt i tre måneder.