Efter massiv kritik har boligselskabet KAB bedt selskabets vicedirektør, Flemming Strøm, om at trække sig fra det sjællandske elnetselskab Radius’ bestyrelse.

Det oplyser boligselskabet i en pressemeddelelse.

Flemming Strøm sikrede sig selv en plads i Radius' bestyrelse ved at udnytte en finte, der gav ham 3.000 ekstra stemmer ved hjælp af vicedirektørens adgang til målernumre i ejendomme, som administreres af hans arbejdsgiver KAB.

KAB støttede i første omgang fremgangsmåden, men nu har man ændret holdning, og Strøm trækker sig som bestyrelsesmedlem.

»Vi må konstatere, at processen med stemmeafgivelser ikke har været i tråd med KAB’s værdier. Jeg har derfor haft en samtale med Flemming Strøm og bedt ham trække sig fra Radius’ bestyrelse. Flemming er fuldt indforstået med dette – og Radius’ bestyrelsesformand er orienteret«, skriver KAB’s administrerende direktør, Jens Elmelund, i en pressemeddelelse.

Valget til Radius-bestyrelsen foregik i starten af året under stor bevågenhed, fordi der samtidig kørte en ophedet offentlig debat om et muligt salg af virksomheden. Elnetselskabet er ejet af Ørsted, det tidligere Dong Energy. Dermed er staten hovedejer af Radius, men ved et salg kunne elselskbet være endt på private hænder, for eksempel med en udenlandsk kapitalfond som ejer. Salget blev dog droppet, da Socialdemokratiet trak støtten.

»Det lugter af nepotisme«

Normalt kommer stemmerne fra almindelige forbrugere, der kan stemme ved at oplyse nummeret på deres private elmåler fra Radius. Men Flemming Strøm havde adgang til tusindvis af målernumre fra fællesmålere i opgange, vaskekældre og udendørsarealer i almene boliger, og dem satte han ifølge DR sine medarbejdere til at bruge til at stemme på ham.

Fremgangsmåden mødte blandt andet kritik fra Enhedslistens medlem af Folketinget Pelle Dragsted, der fik flest stemmer ved valget til bestyrelsen.

»Dette ser ikke rigtig godt ud. Man har også erkendt fra KABs side, at man har brugt kræfter på at stemme på en embedsmand i systemet. Det er problematisk, og det lugter af nepotisme, at man bruger den magt, man har, til at tilgodese personer i organisationen,« udtalte han søndag til Berlingske.

Også formanden for en boligafdeling i Bellahøj i København, som administreres af KAB, var søndag stærkt utilfreds.

»Det er forkasteligt, og det er forargeligt. Man sætter de beboerdemokratiske spilleregler ud af kraft,« sagde John Steen Johansen til DR.

Flemming Strøm blev valgt ind i Radius' bestyrelse ved hjælp af 3.000 stemmer fra målere, der ikke er knyttet til en bestemt bolig.
Flemming Strøm blev valgt ind i Radius' bestyrelse ved hjælp af 3.000 stemmer fra målere, der ikke er knyttet til en bestemt bolig.

KAB oplyser i pressemeddelelsen, at boligselskabets bestyrelse fremadrettet og med start allerede på førstkommende bestyrelsesmøde i næste uge vil drøfte retningslinjer i forhold til ledelsens eksterne bestyrelsesposter. Det omfatter også rekruttering til bestyrelsesposterne og det demokratiske mandat. Kammeradvokaten vil bistå bestyrelsen i disse governance-drøftelser.

»KAB’s virke bygger på ordentlighed, gennemsigtighed og beboerdemokrati. Nu vil bestyrelsen sikre, at vores processer i forhold til bestyrelsesposter og politisk repræsentation fremadrettet er KAB’s idealer værdige,« siger Jens Elmelund i pressemeddelelsen.

Sagen er oprindeligt afdækket af podcasten Visbys Verden, som iværksætteren Rasmus Visby står bag.