SpaceX mister kæmperaket

Den tredje opsendelse af verdens største og kraftigste raket gik godt, men Starship nåede aldrig hjem igen. Alligevel er Elon Musks rumselskab tilfredst.

Den 120 meter høje Starship-raket begav sig torsdag til vejrs fra basen i Boca Chica i Texas. Men den kom aldrig tilbage. Frederic J. Brown/AFP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske multimilliardær Elon Musks rumselskab har mistet sin kæmperaket, kort før den skulle tilbage til Jorden.

SpaceX' 120 meter store Starship, som er den største og kraftigste raket, der nogensinde er bygget, blev ødelagt, da den torsdag var på vej tilbage ind i Jordens atmosfære.

Rumselskabet mistede kontakten med det 5.000 tons tunge, ubemandede rumfartøj, som derfor enten brændte op eller blev splittet til atomer.

Alligevel var humøret højt hos SpaceX, som en dag håber at kunne bruge rakettypen til at bringe astronauter til Månen og videre til Mars. Den amerikanske rumorganisation NASA samarbejder med SpaceX om at få mennesker tilbage til Månen – målsætningen er at gøre det i 2025.

»Raketten er gået tabt. Men igen er det utroligt at se, hvor meget længere vi kom denne gang,« lød det fra SpaceX' Dan Huot.

For Starship nåede nemlig at gennemføre mange af de opgaver, som raketten var sat til, inden den forsvandt.

Flere forsøg blev gennemført

Da Starship blev sendt op i april og november 2023, eksploderede raketten kort derefter. Den første opsendelse varede blot fire minutter, den anden otte.

Denne gang kom raketten med 33 motorer fint op fra basen i Texas torsdag lige før klokken 14.30 dansk tid og sendte filmoptagelser af Jorden ned fra en højde på omkring 160 kilometer. Optagelserne fortsatte med at komme helt frem til, at radiokontakten blev afbrudt – mere end 50 minutter efter opsendelsen.

SpaceX understreger, at alle opsendelserne »fortsætter med at være, hvad de er: en test«. Her afprøves raketterne i virkeligheden »for at lære mest muligt«.

Undervejs afprøvede Starship funktionen med at åbne en dør og foretage en intern overførsel af brændstof.

Raketten er designet, således at den øverste og den nederste del skal kunne bringe sig selv tilbage til Jorden, hvor de kan anvendes igen. Det vil gøre det betydeligt billigere end at skulle bygge nye raketdele til hver opsendelse.

Planen var, at Starship skulle være landet i Det Indiske Ocean.

Hver opsendelse af en Starship-raket anslås at koste et tocifret millionbeløb i dollar.