Advokater fik frataget Elon Musk milliardlønpakke – nu vil de have salæret som Tesla-aktier

Multimilliardæren blev fradømt en af erhvervshistoriens største lønpakker, som grundlagde hans rigdom. Nu vil advokaterne have deres milliardsalær udbetalt i Tesla-aktier.

Elon Musk er topchef for og medejer af Tesla, men fik i januar underkendt sin enorme lønpakke i selskabet, som har gjort ham til verdens rigeste.  Tingshu Wang/Reuters/Ritzau Scanpix

De advokater, som fik dømt multimilliardæren Elon Musks lønpakke som topchef i Tesla på 56 milliarder dollar ugyldig, har nu bedt om at få deres salær udbetalt i Tesla-aktier.

Advokatfirmaet Bernstein Litowitz Berger & Grossmann medgiver i henvendelsen til retten i den amerikanske delstat Delaware, at salærkravet på næsten seks milliarder dollar er »uden fortilfælde«. Men samtidig mener de, at den værdi, som Tesla-aktionærerne, som de repræsenterede, vandt, betyder, at kravet er »konservativt« og dermed på linje med, hvad advokater normalt tildeles af salær.