For en måned siden indopererede Elon Musks iværksætterselskab Neuralink den første chip i hjernen på et menneske.
Operationen kom i kølvandet på, at Neuralink i maj 2023 fik grønt lys af den amerikanske sundhedsmyndighed, FDA, til at foretage de første kliniske forsøg på mennesker efter udelukkende at have lavet forsøg med dyr.
Endnu kender offentligheden hverken alder, køn eller mulig diagnose på den patient, som har fået den første indopererede chip.
Men den amerikanske multimilliardær fortæller nu, at operationen er gået så godt, at patienten kan »styre en computermus alene med tankens kraft«, skriver Reuters.
»Der er gode fremskridt, og patienten ser umiddelbart ud til at være kommet sig helt uden neurologiske bivirkninger. Patienten er i stand til at flytte en computermus rundt på skærmen blot ved at tænke,« sagde Musk mandag aften i et »Spaces event« på det sociale medie X, som han selv ejer.
Visionen med Neuralink har fra start været at hjælpe mennesker med fysiske handicap.
Ifølge AFP er ambitionen for Neuralink blandt andet at behandle neurologiske sygdomme såsom als eller Parkinsons sygdom og måske en dag at opnå et symbiotisk forhold mellem mennesker og kunstig intelligens.
I et opslag på det sociale medie X har Elon Musk sagt om chippen, at den »muliggør kontrol over din telefon eller computer, og gennem dem næsten enhver enhed, bare ved at tænke. De første brugere vil være dem, der har mistet brugen af deres lemmer. Forestil dig, hvis Stephen Hawking kunne kommunikere hurtigere end en hurtig maskinskriver eller auktionsholder. Det er målet«.
Allerede i fuld sving med næste etape
Neuralink bruger en robot til kirurgisk at placere et »hjerne-computer-interface-implantat« i et område af hjernen, der styrer menneskets intention om at bevæge sig, har selskabet sagt.
Ifølge Ritzau virker teknologien primært gennem et implantat, der går under navnet Link. Apparatet er på størrelse med fem mønter stablet oven på hinanden.
Elon Musk har store ambitioner for Neuralink, der sidste år blev værdisat til fem milliarder dollar, og forventer, at den indopererede chip på sigt vil kunne afhjælpe fedme, autisme, depression og skizofreni, skriver Reuters.
Men for nu er næste skridt, at patienten, der har fået indopereret chippen, skal kunne lave »så mange klik som muligt«, skriver Reuters, der forgæves har forsøgt at få yderligere kommentarer fra Elon Musk om patientens fremskridt.