Satellitternes bedstefar falder ned efter 30 år i kredsløb

Europæisk satellit brændte op i atmosfæren efter igennem tre årtier at have leveret vigtige oplysninger om kloden og dens klima.

En europæisk satellit, som har været pioner i brugen af mange af de teknologier, der i dag anvendes til at overvåge klimaet, er faldet ned efter næsten 30 år i kredsløb.

Den to tons tunge ERS-2-satellit, som den europæiske rumorganisation ESA sendte op 21. april 1995 fra rumbasen Kourou i Fransk Guyana, brændte onsdag op i atmosfæren over Stillehavet mellem Alaska og Hawaii, omkring 2.000 kilometer vest for Californien på den amerikanske kyst, skriver BBC.