Slut med taletidskort fra YouSee

TDC-koncernens største selskab lukker for taletidskort fra vinterferien. Konkurrenterne sagde stop for flere år siden.

Taletidskort som disse, der købes i supermarkeder eller kiosker, forsvinder fra midt i februar fra det TDC-ejede YouSee. Arkivfoto: Thomas Breinstrup Fold sammen
Læs mere

Om tre måneder er det slut med taletidskort fra også landets største mobilselskab, YouSee.

YouSee, der ejes af TDC, stopper 19. februar 2020 med at sælge taletidskort. Det sker ifølge selskabet, fordi efterspørgslen på taletidskort er lav.

Kan bruges lidt endnu

Derefter vil man ikke længere kunne købe MobilTid, MobilTid Online, MobilTid Månedskort og Bredbånd-2-Go Cash i bl.a. kiosker og dagligvareforretninger. De allerede købte kort kan dog bruges, indtil gyldighedsperioden udløber, og både startpakker og optankninger kan aktiveres frem til 19. februar 2020. Kunder med overskydende MobilTid kan få pengene tilbage op til 12 måneder, efter at kontoen er udløbet.

»Vi kan konstatere, at efterspørgslen på taletidsprodukter er lav, da mobiltelefoni og data i dag er så udbredt og billigt, at alle kan være med via et abonnement, som kan skræddersyes efter den enkeltes behov. Samtidig er det en forudsætning for at give vores kunder den bedste taleoplevelse, rådgivning og support, at vi kender vores kunder og deres behov. Det understøtter taletidsprodukterne ikke på grund af deres anonymitet,« siger produktdirektør Hans Henrik H. Knudsen fra YouSee.

TDC-koncernen havde ved udgangen af 2018 i alt 83.000 taletidskortkunder mod 108.700 et år tidligere, altså et fald på 23,7 procent.

Telenor og Telia stoppede for år tilbage

Det er flere år siden, at TDCs største konkurrenter afskaffede taletidskortene.

Telenor, der er Danmarks næststørste teleselskab, var det første, som valgte at droppe taletidskort. Det skete 31. marts 2016 hos både Telenor selv og hos datterselskabet CBB/Bibob. Det blev samtidig et farvel til 205.000 taletidskortkunder. Langtfra alle taletidskort er dog aktive og omfatter også, når man f.eks. har sat et SIM-kort i sit varmeanlæg i sommerhuset, så man kan ringe op og tænde for varmen, inden man når frem.

Telia, som er tredjestørst, lukkede 28. februar 2017 for salg af taletidskort og sagde dengang farvel til 86.000 abonnenter.

YouSee-kunder med taletidskort har fået besked via SMS om, at deres kort snart vil udløbe og ikke kan fornyes. Hvis man vil beholde det mobilnummer, som man har gennem taletidskortet, kan man få det overflyttet til et almindeligt mobilabonnement, oplyser YouSee.

Turister og kriminelle er glade for taletidskort

Taletidskort bruges af mange turister, så de undgår de ofte skyhøje roaminggebyrer, som man ellers skulle betale for at bruge sin telefon og frem for alt internetforbindelse, når man er på besøg i et andet land. Taletidskort er også kriminelles foretrukne mobilabonnementer, fordi det er køb-og-smid-væk og dermed nemt at skifte til et nyt nummer.

Ved udgangen af 2018, som er de nyeste officielle tal, var der i Danmark 479.000 taletidskort i brug. Et år forinden var tallet 517.000, viser telestatistikken fra Energistyrelsen, som er landets øverste telemyndighed.

Ikke alle oplever tilbagegang. Den største udbyder af taletidskort i Danmark er selskabet Lebara, som ved udgangen af 2018 have 202.800 kort i brug, en fremgang på 10,8 procent på et år. Næststørst var Lycamobile med 187.400 taletidskort og en tilbagegang på 10,5 procent. TDC var tredjestørst.