YouSees TV-app nede under landskamp

Danmark spiller mandag aften mod Irland. Men Yousees TV-app er nede. Det er fordi, mange vil på, oplyser TDC.

REUTERS/David Klein Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID KLEIN

Midt under Danmarks kamp mod Irland er YouSees TV-app gået ned.

Det bekræfter YouSee over for Ritzau.

»Det er korrekt. Det må vi bekræfte,« udtaler en pressevagt på TDCs pressetelefon, der samtidig fortæller, at selskabet arbejder på at løse det:

»Vi arbejder med alt det mandskab, vi har. Vi beklager,« lyder det videre.

Selskabet kan ikke oplyse, hvor mange der er berørt af nedbruddet. Men det er appen, der er nede, og man kan derfor stadig se kampen via sit TV-signal.

Ifølge Ekstra Bladet har TDC oplyst, at der er problemer, fordi så mange vil på på samme tid. Men over for Ritzau oplyser selskabet, at det er for tidligt at sige, hvad nedbruddet skyldes.

»Det kan også være så meget andet,« lyder det.

På Facebook kan man se flere kommentarer fra brugere, som brokker sig over appen, som ikke virker.

Med knap 40 minutter spillet af landsholdets kamp mod Irland er stillingen stadig 0-0.

Problemet med YouSees TV-app er nu løst, så seere igen kan se fodbold i appen.

Det oplyser TDC til Ritzau.

Appen fungerer dog i en begrænset tilstand, men det vil være muligt at se live-TV i appen.

/ritzau/