Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den kommende tiårsjubilæumsmodel i Samsungs Galaxy S-serie af toptelefoner bliver en 5G-telefon med større skærm og hele seks kameraer.
Dermed håber den sydkoreanske mobilgigant, der er verdens største smartphoneproducent, at kunne overtrumfe, hvad Apple bød på, da iPhonen i 2017 rundede ti år, og samtidig hente lidt af det tabte terræn tilbage, skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal.
Tre Galaxy S10-telefoner og Beyond X
»Beyond X« (Ud over X) er Samsungs interne kodenavn for den kommende toptelefon, der vil blive lanceret sammen med tre nye Galaxy S10-telefoner i februar eller marts, hvis ellers Samsung holder den hidtidige opdateringsplan. De tre »almindelige« Galaxy S10-telefoner skulle få skærme i størrelser fra 5,8 til 6,4 tommer. 6,4 tommer er lige så stor som Samsungs nuværende toptelefon, Galaxy Note 9 med den digitale pen, men Apples nye iPhone XS Max er på hele 6,5 tommer.
Beyond X-telefonen bliver en giganttelefon med en skærm på 6,7 tommer og med i alt seks kameraer – to på forsiden og fire på bagsiden. Det sidste har kinesiske Huawei, som tidligere i år overhalede Apple og blev verdens næststørste mobilproducent, som den første netop lanceret med sin toptelefon Mate 20 Pro. De mange kameraer har hver deres force og kan efterfølgende ved hjælp af den indbyggede, kunstige intelligens i telefonen kombinere optagelserne til ét rigtigt godt billede. Apples tre nye iPhone-telefoner har tre kameraer – et på forsiden, to på bagsiden.
Også en anden funktion, som er med på Huaweis Mate 20 Pro, ventes Samsung at have med: muligheden for at bruge telefonen til at oplade andet udstyr trådløst, når man lægger det oven på telefonen (og det er bygget til at kunne oplades trådløst, vel at mærke).
Første 5G-telefon – før 5G-nettet åbner
Beyond X bliver Samsungs første 5G-telefon, altså en telefon, der er forberedt til det kommende 5G-mobilnet, som er en opgradering af dagens 4G-mobilnet men med minimale dataforsinkelser og langt højere kapacitet, så det kan rumme, at milliarder af dimser og dingenoter kobles på internetforbindelsen over mobilnettet. Det skal bl.a. levere de altafgørende, realtidsdata, som bliver grundlaget for, at selvkørende biler faktisk kan køre selv og undvige forhindringer og pludseligt opståede farer i trafikken. Kun telefoner og andet udstyr, der er bygget til at kunne kommunikere med 5G-teknologien, kan få glæde af de bedre forbindelser.
De første 5G-net ventes dog først at åbne for brugerne i 2020.
Smartphonemarkedet er presset. Ved udgangen af september var der solgt otte procent færre telefoner end for et år siden, viser nye tal fra analysehuset Strategy Analytics, og især Samsung har været ramt. Samsung leverer en femtedel af alle verdens telefoner, men selv om toptelefonerne – Galaxy S9 og Galaxy Note – har fået flotte anmeldelser og har solgt godt, er salget af andre og billigere modeller dalet.
Samme tendens oplever Apple, som ifølge flere rapporter har skruet ned for produktionsbestillingerne på alle tre nye iPhone-telefoner, XS, XS Max og XR, hvilket har sendt Apple-aktien ud i et stort dyk.
Samsungs nye telefon med en skærm, der kan foldes ud/ind, skulle komme i handelen i begyndelsen af 2019. Samsung viste en prototype af den nye smartphone i begyndelsen af november. Skærmen vil i udfoldet stand være på 7,3 tommer i næsten kvadratisk udseende men kan klappes sammen. Dermed kommer telefonen dog til at ligne en tyk telefon på størrelse med Nokias navnkundige N95.