Google vil tage kampen op med dankortet, Mobilepay og Apple

Den amerikanske søgegigant lancerer nu betalingsløsningen Google Pay i Danmark og resten af Norden. Ekspert kalder det den nødvendige brik, der har manglet hos Google, der vil samle danske forbrugere i deres økosystem af produkter.

Google indtager nu også Danmark og Norden på betalingsområdet, hvor man vil tage kampen op med blandt andre Apple. Fold sammen
Læs mere

»Alle går altid ud fra, at det er data, vi er ude efter. Det er altid det, vi bliver spurgt om.«

Florence Diss arbejder for Google, og hun er vant til at skulle forholde sig til omverdenens spørgsmål til søgegigantens brug af data.

Denne gang er omdrejningspunktet, at den amerikanske teknologimastodont via Google Pay tager konkurrencen op med dankortet, Mobilepay, Apple Pay, Garmin Pay, Samsung Pay og alskens andre aktører, der gerne vil hjælpe danskere med at betale i butikker og på nettet.

Vi vender tilbage til selskabets brug af data. Først lidt om selve Googles betalingsløsning, hvor Florence Diss er chef for dens partnerskaber i blandt andet Europa.

Florence Diss, chef for Google Pays partnerskaber i Europa, Mellemøsten og Afrika. Hun forklarer, at Google Pay ikke handler om at få adgang til flere data, men om at øge kernen i Googles forretning – reklamerne. Fold sammen
Læs mere

Mere værdi end bare betaling

Mange folk deler allerede deres kreditkortdetaljer med søgegiganten. Hvis du betaler for noget på Google Play, Youtube eller via Google Chrome, deler du dine betalingsinformationer med selskabet. I begyndelsen af året gik selskabet også ind på betalingsområdet med Google Pay.

»Googles kerne er en søgemaskine. Vores mission er at gøre informationer universelt tilgængelige og brugbare. Vi har mange brugere, der gerne vil handle, når de finder de informationer, de skal bruge. Bogstaveligt talt,« forklarer Florence Diss.

Hvis du betaler online for en pizza i aften, hvis du vil streame en film, hvis du står nede hos købmanden og skal handle ind, eller hvis du vil tage metroen, så vil Google gerne stå for betalingen.

»Tanken er at tilføre mere værdi end bare betalingen. Står du eksempelvis og skal tage metroen, så er tanken, at du via Google Maps kan få en notifikation i Google Pay om, at metroen er forsinket, og at du i stedet bør tage bussen,« forklarer Florence Diss.

Indirekte indtægter

Det er bl.a. integrationen ind i en mere helstøbt oplevelse via Googles andre produkter, der skal differentiere Googles betalingsløsning fra de andre. Og så tager Google – modsat mange af de andre løsninger – sig ikke betalt.

»Det er en del af vores strategi om indirekte indtægter. Det gælder eksempelvis også Google Maps. Vi tager ikke betaling for brugen af vores korttjeneste, og det gør vi heller ikke for Google Pay. Der er heller ikke gebyrer for bankerne eller butikkerne,« siger Florence Diss.

Ifølge Jan Damsgaard, der er professor og leder af institut for digitalisering på CBS, betyder de mange betalingsløsninger på markedet næppe, at Google Pay vil have svært ved at finde en plads.

»Der er rigeligt med plads til endnu en aktør. For forbrugerne er der ikke nogen omkostninger forbundet med at knytte endnu en mobilløsning til deres kreditkort,« siger han.

Den uomgængelige brik

Professoren forklarer videre, at lanceringen af Google Pay blot har været et spørgsmål om tid, da det er den brik, der har manglet i selskabets infrastruktur.

»Google har også deres Shopping-univers og en dansksproget stemmestyret assistent. Hvis hele det økosystem skal hænge sammen, så skal det være bekvemt, og her er en betalingsløsning den uomgængelige brik,« siger han.

Hvis Google kan skabe et økosystem af brugere, hvor der er så få barrierer som muligt mellem dem og en transaktion, er det en stor fordel for detailhandelen, og det er en fordel for Google.

»Det hjælper os i vores forretning, som jo er reklame. Vi gør ikke dette af vores hjertes godhed,« forklarer Florence Diss.

I forhold til konkurrencen forventer Florence Diss ikke, at det er betalingsløsningerne, der eksempelvis kommer til at afgøre forbrugernes valg af mobil.

»Vi er ikke et sted nu, hvor en forbruger vil skifte sin iPhone ud med en Android-mobil på grund af Google Pay. Men gør vi et godt stykke arbejde med brugeroplevelsen, kan det være, at næste gang vedkommende skal skifte telefon, bliver det en Android-mobil.«

Taler med alle

Samtidig anerkender hun, at der også er en væsentlig lokal aktør på det danske marked.

»Vi er klar over, at der i Danmark er en meget succesfuld løsning på markedet i form af Mobilepay. Men vi taler med alle, og forhåbentligt kan vi også lave en aftale med dem.«

Så var der lige det med data – ikke mindst brugen af dem – som har givet selskaber som Google og Facebook store ridser i omdømmet verden over.

Florence Diss fortæller, at forbrugerne selv kan se deres seneste ti transaktioner, men Google har ikke adgang til data, der viser de enkelte varer, du køber. Der popper ikke lige pludselig onlinereklamer op baseret på ting, du har betalt for med Google Pay.

»Vi bruger ikke transaktionsdata fra Google Pay til at lave målrettede reklamer. Vi arbejder med omkring 2.000 banker verden over, og kontraktuelt giver vi også dem den garanti.«