Power stormede ind på det danske marked og slugte alle konkurrenterne. Nu nærmer kæden sig en vild milepæl

Elektronikkæden har de seneste fem år mere end fordoblet omsætningen, mens flere konkurrenter har måttet kapitulere. Under coronakrisen er salget vokset med 40 procent. Det heftige og hurtige indtog på det danske marked har dog været dyrt, og kæden har endnu ikke givet overskud. Men det gør den snart, lyder det fra direktøren.

Jesper Boysen er administrerende direktør for elektronikkæden Power. For fem år siden havde kæden en omsætning på en milliard kr. I år nærmer salget sig tre milliarder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

For blot ganske få år siden var de danske gågader og storcentre spækket med et væld af forskellige elektronikkæder. Når TVet skulle skiftes ud eller computeren repareres, kunne danskerne både gå i Fona, Computercity, Elgiganten eller Bilka.

Men siden den norsksejede kæde Power i 2015 gjorde sit indtog på det danske marked med store varehuse med både elektronik og hårde hvidevarer, har markedet ændret sig markant.

Konkurrenterne Fona og Computercity måtte kapitulere, mens Powers omsætning på fem år er mere end fordoblet.

»I år styrer Power med hastige skridt mod en omsætning på tre milliarder kr.,« siger administrerende direktør Jesper Boysen om kæden, der for fem år siden blot omsatte for en milliard kr.

Heller ikke coronakrisen har kunnet sætte en stopper for Power. Kæden har under krisen solgt for 40 pct. mere, end den gjorde i samme periode sidste år.

»Kunderne har ikke været så glade for at bevæge sig hen i butikkerne under krisen, men de kan godt lide at bestille varerne på nettet og komme ned og hente dem, så de ikke skal sidde derhjemme og vente på dem for længe,« siger Jesper Boysen.

Ifølge direktøren har der været nogle tydelige tendenser og ændringer i danskernes forbrug under coronakrisen.

»I starten var det tydeligt at mærke, at folk skulle have ting til deres hjemmearbejdspladser, så blev det særligt TV og spilkonsoller, og nu kan vi mærke, at den står på ombygninger og et større salg af hårde hvidevarer,« siger han.

Power hapsede konkurrentens direktør

Da Power i 2015 tog hul på det danske marked, skelede selskabet til Elgiganten, der også den gang var den store spiller på markedet.

Tidligere havde markedet været fyldt med specialbutikker, hvor man kunne købe enten elektronik eller hårde hvidevarer. Men i Elgiganten kunne man købe begge dele.

Samtidig kunne Powers ejere se, at Elgiganten havde en særdeles høj lønsomhed i forhold til konkurrenterne. Forklaringen er simpel. I detailhandlen er huslejen en af de største poster i omkostningerne. Derfor handler det om at sælge så meget pr. kvadratmeter som muligt. Og det var kæden med store varehuse og et bredere sortiment eminent til.

»For når kunden er på jagt efter et TV, forlader de også butikken med en kaffemaskine eller en støvsuger,« siger Jesper Boysen.

Han var i 15 år administrerende direktør for Elgiganten. Men da Power ville ind på det danske marked, hev de Jesper Boysen og en række andre nøglemedarbejder fra Elgiganten over i Power, så de kunne stå for kædens indtog i Danmark.

»Så vi brugte alle de erfaringer, vi havde fra Elgiganten og puttede den ned i et nyt koncept, hvor vi også havde meget fokus på nethandel, og øvelsen var derfor, at vi i den grad skulle kigge os om efter omkostningerne, for vi vidste, at vi skulle lave en vanvittig effektiv forretningsmodel, hvis vi skulle være i stand til at være konkurrencedygtig og sælge til de samme priser som på internettet,« siger han.

GRAFIK

Powers omsætning er fordoblet på fem år

Mens omsætningen de seneste år er vokset markant, tjener elektronikkæden stadig ikke penge.

Der var fart på butiksåbningerne, og Jesper Boysen proklamerede, at Power skulle vokse med en milliard om året.

I 2018 gik luften dog af ballonen. Ekspansionen var gået for stærkt. Power kunne ikke nå at uddanne nok chefer og salgspersonale til butikkerne, når der blev åbnet så mange varehuse, og der var behov for mere kapital.

»Det var et klassisk eksempel på, at der er nogle ting, der fungerer i et regneark, men bumpene på vejen bliver lidt større, når man arbejder med så mange mennesker i så høj en hastighed,« siger han.

Ekspansionen blev derfor sat på pause i 2018. Sidste år kom den i gang igen, og der blev åbnet yderligere fem butikker, så kæden nu har 17 varehuse i Danmark.

I år regner direktøren med at åbne mellem to og fire varehuse, og sådan skal det fortsætte de kommende år.

Fem år med underskud og en stor kapitalindsprøjtning

Indtoget på det danske marked og den kraftige ekspansion har imidlertid været dyr for de norske ejere. Kæden har siden 2015 haft et samlet underskud på over 300 millioner kr., og den tjener stadig ikke penge. I 2018 måtte ejerne skyde 600 millioner kr. i kæden.

Ifølge Jesper Boysen skal Power give overskud i løbet af de næste fem år. Selv om der er heftig kamp om priserne og en lav avance på varerne, mener direktøren, at det er muligt at få et tocifret millionoverskud inden for få år og på sigt et trecifret.

»Det her er jo ikke et kapløb om at tabe flest penge, men vi har ekspanderet kraftigt, og nu skal vi bringe os i en lønsom position, og det kan vi, fordi vi er blevet meget bedre til at åbne butikker, og vi har mange dygtige medarbejdere, som vi kan finde nye ledere blandt,« siger han.

Sidste år kom kæden i vælten, da DR-programmet »Kontant« i februar kunne fortælle, at Power gjorde brug af ufine salgsstrategier.

»Kontant« havde talt med en tidligere medarbejder, som fortalte, at når kunderne havde reserveret en vare online, var varen ofte ikke tilgængelig i butikken, og så var det sælgernes opgave at sælge kunden en dyrere varer.

Jesper Boysen »afviser på det kraftigste«, at det har været Powers strategi at snyde kunderne for at sælge dem dyrere varer. Men han indrømmer, at kæden »havde lavet noget skidt«.

»Vores udstillingsmodeller stod som værende til salg online, og strategien var, at vi skrev, at vi havde varen, så folk kunne komme ind i butikken og se udstillingsmodellerne, og så kunne vi bestille varen hjem til næste dag, men mange kunder kom ned og ville have varen med det samme, og så var vi nødt til at vise dem andre varer, som de kunne få med med det samme,« siger han og tilføjer:

»Allerede før DR bragte programmet, havde vi besluttet, at det ikke gik, for vi fik simpelthen så mange klager. Hele vores forretning er transparens, for der er både sociale medier og Trustpilot og så videre, hvor kunderne kan se, hvad andre kunder synes om os, så det her med at lave narrestreger, det går altså ikke,« siger han.

Er klar til Amazons ankomst

Som de fleste andre i dansk detailhandel, går Jesper Boysen lige nu i spænding og venter på, hvornår og hvordan den amerikanske gigant Amazon vil gøre sit formelle indtog på det danske marked. Platformen er allerede blandt danskernes foretrukne via dens tyske afdeling, og elektronik er en de varegrupper, der oftest bliver købt online.

Jesper Boysen mener dog, at Power vil være i stand til at stå imod Amazon.

»Både da vi åbnede butikker i Sønderborg, Aarhus og Esbjerg, Holstebro, Herning, Randers og Aalborg, eksploderede det »rene« onlinsalg, hvor kunderne får leveret varerne hjemme, og det må være fordi kunderne stadig går rigtig meget op i at kunne gå ned i en butik og få hjælp, hvis der er noget galt,« siger han og tilføjer:

»Så det kan godt være, at Amazon er gode til at skabe loyalitet med deres store udvalg og medlemsprogrammer, men vi kan sælge varerne til de samme priser og give en fysisk service, som de ikke kan, så jeg ligger ikke søvnløs om natten over, at de er på vej,« siger han.

Elgiganten er stadig den største spiller på den danske marked med en omsætning på mere end seks milliarder kr. Og selv om Powers ekspansion er godt i gang igen, er Jesper Boysen ikke tilbage til ambitionen om at øge omsætningen med en milliard om året.

»Det kunne da være rart. Men ikke lige nu,« siger han.