Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det har været en kostbar affære for den norskejede elektronikgigant Power at optrappe kampen mod ærkefjenden Elgiganten.
Det fremgår af koncernens årsregnskab for 2015, som onsdag blev offentliggjort.
Sidste år besluttede Power A/S, der også står bag Punkt1 og Expert, at lukke en stribe af koncernens butikker for i stedet at satse på megavarehusene Power, som skulle erobre de danske kunder.
Lukningen af butikkerne har dog betydet, at koncernens omsætning er faldet drastisk fra 1.692 mio. kroner til 1.058 mio. kroner, hvilket svarer til et fald på over en halv milliard kroner.
Årets resultat går dermed i minus på 131,6 mio. kr, hvilket Power betragter som »utilfredsstillende«.
»Omkostningerne til de planlagte butikslukninger og omstrukturering af virksomheden har været større end forventet og har haft en væsentligt negativ indflydelse på minus 18 mio. kroner af årets primære driftresultat. Årets resultat har også været påvirket af, at engangsomkostningerne til etablering og opstart af kæden Power har været større end forventet,« fremgår det af Powers årsrapport.
I det forgangne år åbnede Power fire butikker i henholdsvis Glostrup, Herlev, Odense og Frederiksberg. Planen er at råde over mindst 25 varehuse landet over, og selvom årets resultat er utilfredsstillende, er planen om at åbne flere butikker, fortsat uændret, understreger elektronikgiganten.
Efter årets underskud er Powers egenkapital gået i minus, men det norske moderselskab, Expert, stiller 340 mio. kroner i lånekapital til rådighed.
»Power-kæden er på kort tid blevet selskabets absolut største kæde. Det forventes, at Power vil åbne flere butikker i regnskabsåret 2016, og selskabet vil også de efterfølgende år udvide kæden Power yderligere med flere butikker, hvilket vil bidrage til en lønsum drift. Power-kæden forventer i regnskabsåret 2016 og de kommende år at vinde markedsandele på alle produktgrupper,« skriver Power.
I modsætning til Power omsatte ærkerivalen og landets største elektronikkæde, Elgiganten, i 2015 for mere end nogensinde og havde trecifret millionoverskud på bundlinjen. Elgiganten omsatte sidste år for 5,3 mia. kroner, hvilket kastede et overskud på 114 mio. kroner af sig.