Overflytning til dyrere abonnementer kostede Telia mobil- og bredbåndskunder

Topchefen for Danmarks fjerdestørste teleselskab vidste godt, at lukningen af ældre abonnementer til fordel for større men dyrere ville betyde opsigelser. Alligevel tjener Telia flere penge og ser lyst ind i 2022.

Telias danske topchef, Petr Cermak, vidste godt, at det ville koste kunder at rydde op i gamle mobil- og bredbåndsabonnementer. Linda Kastrup

En tidlig forårsoprydning i gamle abonnementer og en overflytning af kunderne til bedre men dyrere abonnementer har kostet Danmarks fjerdestørste teleselskab, Telia, både mobil- og bredbåndskunder i årets første tre måneder. Til gengæld står den svenskejede koncern nu bedre økonomisk, og 2022 tegner til at blive et godt år, hvor især bedre og bredere 5G-mobildækning vil bidrage til fremgangen.

Det siger Telias topchef i Danmark siden efteråret, Petr Cermak, oven på regnskabet for 1. kvartal, som blev offentliggjort onsdag morgen. 6.000 mobilkunder, 2.000 bredbåndskunder og 1.000 tv-kunder har sagt farvel til Telia på de tre måneder, men det kommer ikke som en overraskelse.