Mobil milepæl: 3 runder 1,5 millioner kunder

Danmarks tredjestørste teleselskab fik 16.000 flere mobilkunder i hus i årets første tre måneder og når dermed endelig et længe ønsket mål.

Det er fire år siden, at 3s topchef, Morten Christiansen, første gang talte om at nå 1,5 millioner mobilkunder i Danmark. Nu er det lykkedes. Fold sammen
Læs mere
Foto: 3/pr
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med 16.000 nye mobilkunder i bagagen runder teleselskabet 3 en længe ønsket milepæl, nemlig halvanden millioner kunder.

3, som også ejer lavprisselskabet Oister, har nu 1.506.000 mobilabonnenter efter årets tre første måneder, som har vist en fremgang i omsætningen og en lille fremgang i indtjeningen efter adskillige kvartaler i træk, hvor pilen vendte nedad.

Det tog fire år – og næste mål er …

3s regnskab for januar-marts kom torsdag morgen. Omsætningen er gået frem fra 683 millioner kroner i første kvartal 2021 til nu 694 millioner, mens driftsresultatet (EBITDA) er steget fra 164 til 167 millioner kroner.

Administrerende direktør for 3, Morten Christiansen, er en glad mand. Han satte tilbage i 2018 målet om at have halvanden million mobilabonnenter i Danmark.

»Ambitionen om 1,5 millioner kunder har vi arbejdet målrettet efter i årevis, og det er nu lykkedes os på trods af svære udfordringer som pandemien og det marked, vi opererer i,« siger han i en kommentar til regnskabet.

3 blev Danmarks tredjestørste teleselskab i sommeren 2020, da Telia blev overhalet. Her gjorde Morten Christiansen det klart, at så var næste mål norske Telenor, som har 1.646.000 mobilkunder.

3 ejes med 60 procent af hongkongkonglomeratet Hutchison Whampoa, der har milliardæren Li Ka-shing, en af Asiens rigeste mænd, i spidsen, og med 40 procent af den svenske milliardærfamilie Wallenbergs investeringsselskab, Investor AB.

Udbygger 5G-dækning i Danmark

3 har kunnet mønstre nærmest konstant kundefremgang i årevis, men den har været mindre under coronakrisen, fordi mange nye kunder blev trukket til af 3s satsning på at afskaffe de forhadte roamingafgifter i flest mulige lande, hvilket ikke var et trækplaster, mens rejserestriktionerne stod på.

Næste satsning er 5G-mobilteknologien, som skal levere langt højere datahastigheder på nettet. Her er 3 i færd med at modernisere og udbygge sit mobilnet, hvilket også kommer 4G-dækningen til gavn.

Mast nummer 1.000 er netop blevet afleveret af teknikerne, der har et stykke vej endnu, før alle 2.200 master er blevet besøgt. Samtidig skal der sættes 1.000 ekstra master og antenner op for at forbedre dækningen og øge kapaciteten i mobilnettet.

Hidtil har den kinesiske mobilgigant Huawei været totalleverandør til 3s danske – og svenske – mobilnet, men efter den megen offentlige polemik om Huaweis forhold til det kinesiske styre valgte 3 i november 2020 at afslutte mange års samarbejde og overlade det til svenske Ericsson, der også betjener TDC, at stå for op- og udbygningen af sit danske mobilnet.

I 2020 solgte 3 alle sine mobilmaster i Danmark til Europas største aktør på området, Cellnex Telecom, og lejer sig nu ind i stedet.

3 åbnede i Danmark i 2003 og var det første teleselskab, som dengang havde et 3G-mobilnet.

3 er det første af de fire store teleselskaber, som fremlægger regnskabstal for første kvartal.