Opdateret

Danske mobilselskaber giver ukrainske flygtninge 20.000 gratis mobilabonnementer

Røde Kors og kommunerne kan dele de gratis SIM-kort ud, så ukrainere kan ringe og gå på nettet og holde kontakten. Samtidig forlænger teleselskaberne muligheden for gratis opkald til Ukraine for alle.

Mobiltelefoner er for mange ukrainere altafgørende for at kunne holde kontakten og holde sig informeret om udviklingen i den russiske krig mod landet, men det er dyrt, når man kommer til andre lande. Her står lokale i kø ved en opladningsmulighed i den belejrede by Mariupol i det sydlige Ukraine, hvor de også får udleveret humanitær hjælp. Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix

20.000 gratis SIM-kort vil i den kommende tid blive givet til ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark. Det sker som en hjælp fra de fire store teleselskaber herhjemme.

YouSee, Telia, Telenor og 3 giver hver 5.000 SIM-kort, som Røde Kors og kommunerne kan fordele til ukrainere. Dermed vil de kunne ringe og sende sms-beskeder i Danmark, få en datapakke, så de kan bruge internettet, og alt i alt holde kontakt med både hinanden og med dem derhjemme i Ukraine.