250 ton højenergikiks sendes fra kriseramte områder i Afrika til ukrainske flygtninge i Europa

Store mængder humanitær hjælp sendes nu fra Sudan til kriseramte flygtninge i Ukraine.

Det er ikke sådan, at Afrika nu står og mangler disse fødevarer, lyder det fra WFP. Billedet forestiller Nyayiar Kuol og hendes etårige datter, Chuoder Wal på et hospital i det sydlige Sudan. Sam Mednick/Ritzau Scanpix

Den humanitære situation i verden er nu så slem, af FNs fødevareprogram, WFP, ser sig nødsaget til at transportere nødhjælp fra det ene kriseramte land til det andet.

Vi står i den værste humanitære situation siden Anden Verdenskrig, understreger direktør Anne Poulsen, leder af WFPs nordiske kontor, over for Jyllands-Posten. Klimaforandringer, coronapandemi og økonomisk krise har i mange lande forværret situationen. Men nu, efter Ruslands invasion af Ukraine, er det gået helt galt.

Priserne på fødevarer stiger, og dette går hårdt ud over verdens fattigste. WFP har derfor besluttet at hente 250 ton højenergikiks fra Sudan i Afrika til Europa for at bruge kiksene som hjælp til de millioner af ukrainere, der er flygtet fra Ukraine til Polen, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge WFP vil man i begyndelsen af april løbe tør for både penge og mad i Sudan, blandt andet på grund af det 2,3 milliarder kroner store hul i budgettet frem til juni. Penge, der skulle til for at skaffe den nødvendige fødevarehjælp i det centralafrikanske land.

Anne Poulsen understreger dog, at de ikke tager hjælpen fra nødlidende i Sudan eller andre steder i Afrika for at give den til ukrainere. De låner kiksene fra et lager i Sudan, hvor de senere vil blive leveret tilbage til.

»Det er ikke sådan, at Afrika lige nu står og mangler disse fødevarer,« siger hun til Jyllands-Posten.

Ildringen

WFP har i en pressemeddelelse tidligere i marts berettet om, at en »skjult sultkatastrofe« er under opsejling i det sydlige Sudan for omkring 8,3 millioner mennesker, der vil opleve »ekstrem sult« de kommende måneder.

Det sydlige Sudan er en del af den »ildring«, der omkranser kloden, hvor klimakrisen, konflikter, corona og prisstigninger driver millioner tættere på sult, mener WFP.

»Omfanget og dybden af denne krise er foruroligende. Vi ser, at folk over hele landet har udtømt alle deres tilgængelige muligheder for at få enderne til at mødes, og nu står de tilbage uden noget,« siger vicedirektør for WFP i Sydsudan, Adeyinka Badejo i pressemeddelelsen.