Over en milliard i verden abonnerer nu på streaming – også i Norden gør teknologigiganterne klar til at overtage tv-kanalerne

Google, Apple og Amazon har allerede lagt grundstenene til at rykke massivt ind på tv-markedet i Danmark og Norden, samtidig med at vi abonnerer på flere og flere streamingtjenester.

Google og Apple har allerede arbejdet sig godt ind i danske hjem og stuer med deres tv-udstyr som her Apple tV-boksen, hvorigennem man både kan se klassiske tv-kanaler og bruge streamingtjenester. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det samlede antal streamingabonnementer i verden har nu passeret en milliard. Samtidig ligger teknologigiganterne på spring for at æde sig ind på det klassiske tv-marked, også i Norden, og for at være dem, som man køber også de traditionelle tv-kanaler hos.

Det store antal hjemsendelser verden over under coronaepidemien har sat ekstra gang i streamingtjenesterne, der leverer film, serier og tv-kanaler over internetforbindelsen. Ved udgangen af 2020 er der nu i alt 1,1 milliarder streamingabonnementer på verdensplan, skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal på baggrund af tal fra den amerikanske filmbranche, Motion Picture Association.