Kritikken er haglet ned over den danske energikæmpe Ørsted, efter at selskabet med staten som hovedejer har fortalt, at man ikke kan rive en langvarig kontrakt med Gazprom over. Det betyder, at Ørsted står til at skulle tilføre den russiske gaskæmpe milliarder og atter milliarder frem til udgangen af 2030.
Penge, der reelt er med til at finansiere præsident Vladimir Putins invasion af Ukraine, der nu har stået på i halvanden uge.
Nu melder Ørsted – i en opdatering til selskabets investorer om Gazprom-kontrakten – ud, at man dog ikke længere selv vil tjene penge på at sælge den betændte gas videre. I stedet skal pengene gå til at hjælpe Ukraine.
»Ørsted vil donere et eventuelt overskud efter skat og risikoafdækning fra Gazprom Export-kontrakten til humanitær hjælp i Ukraine, såfremt generalforsamlingen godkender forslaget på den kommende generalforsamling i april,« skriver Ørsted i meddelelsen.
Det vides dog ikke, hvor meget Ørsted rent faktisk tjener på at sælge gas videre fra den omstridte kontrakt. Selskabet har tidligere oplyst til Berlingske, at der ikke er tale om et ret stort overskud, da man køber gassen til en markedspris og sælger videre til en markedspris med en lille margin.
I meddelelsen gentager virksomheden samtidig en række allerede kendte informationer, som man løbende har delt, siden debatten om kontrakten for alvor blussede op forrige lørdag. Blandt andet, at kontrakten ikke kan opsiges på nuværende tidspunkt, og at man ikke kommer til at forlænge den.
Den langsigtede gaskøbsaftale er en såkaldt take-or-pay-kontrakt med mindste-aftageforpligtelser. I mere mundrette termer betyder det, at Ørsted juridisk er forpligtet til at sende milliarder til Gazprom, uanset om de nægter at modtage ét eneste molekyle gas fra russerne.
Handler om »stort tocifret milliardbeløb«
Kontrakten blev indgået i 2006 og betyder, at Gazprom i perioden 2011-2030 kan levere op til to milliarder kubikmeter gas om året til Ørsted, hvilket i omfang svarer til godt 70 procent af Danmarks nuværende årlige forbrug af naturgas. Til sammenligning importerede EU i 2021 i alt 155 milliarder kubikmeter gas fra Rusland.
Berlingske satte lørdag fokus på tilblivelsen af den kontroversiel kontrakt, som russerne dengang slet ikke var synderligt interesserede i at indgå.
I et større interview oplyste Ørsted-topchef Mads Nipper søndag i sidste uge, at man i lyset af krigen i Ukraine har skruet ned for flowet af gas på den omstridte kontrakt og således kun aftager den minimale mængde, man er forpligtet til. I den nye meddelelse lyder det også, at Ørsted aftager den årlige minimumsmængde. Hvor meget det så rent faktisk er ud af de maksimale to millioner kubikmeter årligt, vil Ørsted ikke fortælle.
Det står dog klart, at der er tale om anseelige milliardbeløb fra Ørsted til Gazprom.
»Jeg forstår sådan set godt, at man kan spørge, hvorfor vi overhovedet vælger at opretholde nogen som helst aftale med en russisk enhed. Sagen er, at kontrakten er dækket under international lov. Det kan ske det, at vi havner i en retssal, hvor vi risikerer at blive pålagt at betale det fulde beløb for det, vi som minimum er forpligtet til at aftage i kontrakten, uanset om vi så nægter at modtage den. Det ville over ti år blive et stort tocifret milliardbeløb, som kunne smadre Ørsted,« sagde Mads Nipper søndag i sidste uge.
Store diskussioner på Christiansborg
På Christiansborg har Gazprom-aftalen vakt stor furore. I første omgang var flere partier hurtigt ude og slå på tromme for, at Danmark skulle være klar til at gå forrest i EU og indføre et nationalt forbud mod import af russisk gas til Danmark, hvilket ville give Ørsted mulighed for at rive kontrakten over.
Særligt Enhedslisten og Liberal Alliance var over for Berlingske hårde i retorikken omkring at stoppe importen af russisk gas til Danmark med et dansk forbud. Nye Borgerlige bakkede ideen op, og De Konservative ville gerne se nærmere på det. Adspurgt af DR Detektor, om Dansk Folkeparti gik ind for et nationalt forbud mod import af russisk gas, svarede partiformand Morten Messerschmidt i en sms i første omgang »ja«.
Siden har DR Detektor skrevet, hvordan partierne har trukket i land og alligevel ikke vil gå dansk enegang for at stoppe Ørsteds Gazprom-kontrakt. I stedet vil de arbejde for at indføre sanktioner mod Rusland – herunder stop for gasimport – i fællesskab med EU.
Den samme holdning udtrykte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde søndag. Her lød det, at Danmark skal være uafhængig af russisk gas, uden at der dog blev sat nogen form for tidsfrist på ønsket. Statsministeren fortalte blot, at »det skal ske så hurtigt som muligt«.