Novo gennemfører gigantisk milliardopkøb i USA

Det er bestemt ikke billigt for Novo Nordisk, men den store medicinalkoncern har gennemført et opkøb til over 20 milliarder kroner. Det opkøb kan sætte fuld tryk på brugen af meget avanceret teknologi.

Med administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensen i spidsen har Novo Nordisk netop gennemført en gigantisk milliardhandel i det amerikanske. Det er selskabet Dicerna, som Novo i forvejen samarbejder med. Søren Bidstrup

Landets største medicinalkoncern, Novo Nordisk, har haft den helt store check fremme og færdiggør købet af det amerikanske biotekselskab Dicerna, der arbejder med RNA-teknologi. Prisen er på 3,3 milliarder dollar svarende til 21,6 milliarder kroner. Det er det hidtil største opkøb fra Novos side.

Det oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelelse. Købet blev annonceret 18. november i år og bliver endeligt gennemført ved, at Novo kontant betaler 38,25 dollar pr. aktie.

De to selskaber samarbejder i forvejen om udvikling af medicin mod diabetes, fedme og leversygdomme.

Lige så vigtigt i denne sammenhæng er dog, at Dicerna som tidligere beskrevet i Berlingske arbejder med den såkaldte RNA-teknologi. Det er den teknologi, som medicinalgiganterne Pfizer/BioNTech og Moderna bruger til at udvikle de to selskabers succesfulde vacciner mod covid-19.

Teknologien går ud på at forsøge at sænke kroppens produktion af de proteiner, der forårsager sygdom. Den har netop i forbindelse med kampen mod covid-19 fået sit store gennembrud.

»Opkøbet af Dicerna accelererer Novo Nordisks forskning inden for RNAi og udvider brugen af RNAi-teknologien,« udtalte Novo Nordisks forskningsdirektør, Marchus Schindler, i pressemeddelelsen tilbage i november, da opkøbet blev annonceret.

»Vi vil bygge videre på vores succesfulde samarbejde. Ved at kombinere Dicernas state-of-the-art RNAi-teknologi med vores dybe evner inden for forståelsen af sygdomsbiologi har vi potentialet til at udvide vores pipeline og levere livsændrende præcisionsmedicin til folk med kroniske sygdomme som diabetes, fedme, hjerte-kar-sygdomme og fedtleversygdom,« tilføjede Marcus Schindler.

Bygger for milliarder

Dicerna er børsnoteret i Massachusetts i USA og har omtrent 320 ansatte. Da opkøbet blev annonceret, lød forventningen, at det vil falde endeligt på plads i slutningen af i år. Det er dermed lykkedes.

Det er dog ikke længe siden, at Dicerna-aktien kostede mere, end Novo Nordisk nu samlet set betaler. For få måneder siden fik Dicerna halveret værdien, da en af selskabets lægemiddelkandidater ikke viste de resultater i et vigtigt forsøg, som man havde håbet på.

Det milliardstore opkøb er langtfra den eneste gang, at der er kommet nyheder fra Novo her i løbet af vinteren. Midt i december kom en anden solid nyhed af en lidt anden slags.

Novo foretager nemlig en historisk stor investering her i landet. Frem til 2027 vil Novo Nordisk investere 17 milliarder kroner i en udvidelse af produktionsfaciliteterne i Kalundborg, som i forvejen er Novo Nordisks største produktionsenhed, og hvor omkring halvdelen af verdens årlige insulinforbrug produceres.

Det er tre nye produktionsanlæg til medicin mod fedme og diabetes, der bliver investeret i. Herudover vil det eksisterende produktionsanlæg i Kalundborg blive udvidet.

Bygningen af de nye anlæg vil ifølge medicinalkoncernen skabe omkring 400 nye arbejdspladser, når alt står færdigt. Undervejs i byggeriet vil flere end 2.500 eksterne være beskæftiget.

»Denne betydelige investering i vores produktionsfaciliteter i Kalundborg er et vigtigt skridt i opbygningen og sikringen af fremtidig kapacitet til produktion af vores nuværende og fremtidige orale og injicerbare produktportefølje. Kalundborg er i øjeblikket hjørnestenen i vores produktion af aktive farmaceutiske ingredienser,« sagde Henrik Wulff, der er Novo Nordisks ansvarlige for produktleverancer, kvalitet og it, om den store investering midt i december.

Senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank har tidligere sagde til Berlingske, at den enorme investering afspejler den store efterspørgsel, der er på Novo Nordisks produkter i øjeblikket, og som der også vil være fremover.

Søren Søltoft Hansen mener derfor, at investeringen også er et udtryk for en stor selvsikkerhed hos den danske medicinalgigant.

Siden 2000 og frem til i dag har Novo Nordisk investeret mere end 18 milliarder kroner i produktionen i Kalundborg. Med den nye investering er der således tale om en fordobling af investeringerne.

Tilbage i starten af august kom Novo med regnskab for 1. halvår af i år. Heri kunne man se, at Novo opjusterede forventningerne, så koncernen regner med, at væksten i omsætning i år bliver på ti til 13 procent.