Norwegian styrtdykkede efter afvisning fra luftfartskæmpe

British Airways-ejeren, IAG, trækker sig fra kampen om Norwegian og sælger sin aktiepost.

Trods stor milliardgæld sigter Bjørn Kjos, topchef i Norwegian, fortsat efter at opbygge en bæredygtig forretning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Terje Pedersen/NTB Scanpix

International Airlines Group (IAG), der ejer flyselskaber som Iberia, Vueling, Aer Lingus og British Airways, opgiver en storstilet plan om at købe Norwegian.

IAG har samtidig tænkt sig at sælge sin ejerandel på 3,9 pct. af det norske luftfartsselskab. Aktien i Norwegian blev torsdag sendt ned med omkring 20 pct. i kølvandet på nyheden.

»IAG bekræfter, at det ikke har til hensigt at komme med et tilbud på Norwegian Air Shuttle, og at det på et tidspunkt vil sælge aktiebeholdningen,« skrev British Airways-ejeren torsdag eftermiddag i en børsmeddelelse.

Selskab Kurs Ændr. %

Norwegian har længe haft en meget anstrengt økonomi. Ved udgangen af september lød selskabets gæld på 30,1 mia. norske kr. Ifølge Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, vil IAGs frasalg presse Norwegians aktiekurs og gøre det sværere for det norske selskab at hente ny kapital via aktiemarkedet.

»Får de brug for nye penge, og er der ikke alternative købere, kan kursudviklingen ligne et jagerfly med brændstofproblemer,« skriver Per Hansen i en kommentar.

Omfattende spareplan

Torsdag eftermiddag forsøgte det norske lavprisselskab at mane til ro via Twitter.

»Norwegians planer og strategi forbliver uændret. Selskabets mål er at fortsætte opbygningen af en bæredygtig virksomhed til fordel for dets kunder, ansatte og aktionærer,« udtalte bestyrelsesformand Bjørn H. Kise.

Norwegian har allerede sat gang i et spareprogram, der skal reducere omkostningerne med tre mia. norske kr. Selskabets kommercielle direktør, Helga Bollmann Leknes, forklarede i sidste uge, at Norwegian var »nået til et punkt, hvor man er nødt til at lave nødvendige justeringer af sin portefølje af ruter«. Selskabet meddelte i den forbindelse, at det lukker flere baser og ruter i Europa og USA.

I april 2018 købte IAG 4,61 pct. af aktierne i Norwegian med henblik på at købe det norske flyselskab. Siden er aktieposten blevet udvandet til 3,9 pct. som følge af en emission i Norwegian, som blev gennemført sidste år.

Da IAG første gang meldte sig som bejler, steg Norwegian-aktien med 45 pct. på blot en dag. Siden har IAG sendt flere tilbud til Norwegians bestyrelse om en fuldstændig overtagelse af selskabet, men tilbuddene er altså blevet afvist.

Tror ikke, Ryanair er interesseret

Investorerne er dog fortsat med at spekulere i en overtagelse, og så sent som tirsdag i denne uge satte koncernchef Akbar Al Baker fra Qatar Airways, der ejer en femtedel af IAG, skub i rygterne, da han betegnede Norwegian som »meget interessant«.

Willie Walsh, topchef i IAG, havde kort forinden sagt, at han ikke ønskede at indgå i en budkrig om Norwegian. Han lagde dog ikke skjul på sin forkærlighed for Norwegian.

»Jeg kan lide Norwegian, jeg kan lide brandet, og jeg kan lide det, Bjørn Kjos (Norwegians medstifter og administrerende direktør, red.) har gjort,« sagde Willie Walsh.

Flyanalytiker Hans Jørgen Elnæs i Winair siger til det norske medie E24.no, at det amerikanske investeringsfirma Indigo Partners muligvis kan være interesseret i at købe Norwegian. Indigo Partners har blandt andet store aktieposter i det chilenske flyselskab JetSmart og Østeuropas største lavprisselskab, Wizz Air.

Ryanairs topchef, Michael O'Leary, skulle tidligere have sagt, at »hvis IAG ikke køber Norwegian, gør vi det«. Men i takt med at Ryanair har et andet produkt end Norwegian og heller ikke har vist interesse for langdistanceruter, så er et bud fra Ryanair ikke særlig sandsynligt, vurderer Hans Jørgen Elnæs.