Qatar-chef: »Norwegian er meget interessant«

Det norske luftfartselskab Norwegian er meget interessant for IAG, lød det tirsdag fra Akbar al-Baker, chef for Qatar Airways, som er storaktionær i IAG. Meldingen kom oven på en mystisk udmelding bag lukkede døre fra Ryanairs topchef.

QATAR
Chef for Qatar Airways og Qatars nationale turistråd Akbar al-Baker mener, at Norwegian er »meget interessant« for IAG, som Qatar Airways ejer 20 pct. af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Murad Sezer

Norwegian har været omgærdet af mystik de seneste dage.

Det norske flyselskab har tilsyneladende flere potentielle bejlere, hvis man skal tro diverse topchefer i luftfartsbranchen. Det skriver den norske netavis E24.

Tirsdag sagde adm. direktør for Qatar Airways Akbar al-Baker, at lavprisselskabet Norwegian er »meget interessant« for International Airlines Group (IAG), hvor Qatar Airways ejer 20 pct.

Udmeldingen kom i kølvandet på, at Norwegian-aktien fredag tog et ordentlig spring op ad. Det skyldtes ifølge den norske Finansavisen, at Ryanairs adm. direktør, Michael O’Leary under en præsentation for Ryanairs investorer skulle have sagt: »Hvis ikke IAG køber Norwegian, gør vi det«.

Selskab Kurs Ændr. %

I weekenden sagde Willie Walsh, topchef i IAG, at han ikke ønsker at indgå i en budkrig om det norske lavprisselskab, hvor IAG allerede ejer små fem pct. Men han lagde ikke skjul på, at han er glad for Norwegian.

»Jeg kan lide Norwegian, jeg kan lide brandet, og jeg kan lide det Bjørn Kjos (Norwegians medstifter og adm. direktør red.) har gjort,« sagde Walsh.

Men meldingen fra Akbar al-Baker, var altså en lidt anden. Hans interesse for Norwegian på IAGs vegne blev sagt på en pressekonference i Gøteborg, hvor topchefen var mødt op for at promovere en ny rute mellem den svenske by og Qatars hovedstad Doha.

Al Baker afviste, at Qatar Airways selv skulle have interesse i at købe Norwegian, som trods en række opkøb ikke har fokuseret på lavprisselskaber. Men i hans øjne er Norwegian altså meget interessant for IAG, som kom til verden gennem fusionen mellem British Airways og Iberia i 2010, og som allerede ejer lavprisselskabet Vueling.

»Qatar vil som IAGs største aktionær altid støtte enhver mulighed IAG har for at købe et andet selskab, givet deres strategisk robuste vurderinger,« lød det fra al-Baker, som også er øverste leder for staten Qatars turistråd.

Den seneste uge er Norwegian-aktien steget med knap 10 pct.