Et dårligt regnskab i kølvandet på flere dårlige regnskaber fra Danmarks næststørste bank kommer til at koste medarbejdere. Nordea har torsdag meddelt, at man vil bruge 1,5 milliarder kroner på at reducere antallet af ansatte.
Det bekymrer Finansforbundet i Nordea, som frygter, at fyringerne fører til, at personalet bliver endnu mere stresset, end de er i forvejen.
»Vi går nu ind i en tid med meget usikkerhed blandt medarbejderne. Vi ved af erfaring, at det vil medføre et fald i engagementet og trivslen. En nylig undersøgelse blandt vores medlemmer viser, at ni procent inden for de seneste 12 måneder har været sygemeldte på grund af arbejdsrelateret stress,« skriver Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet i Nordea, i en pressemeddelelse.
Hun er bange for, at fyringerne vil medføre et dårligere arbejdsklima, øget arbejdspres, mere stressrelateret sygefravær og usikkerhed. Og i sidste ende kan det føre til dårligere kundetilfredshed, vurderer hun.
»Vi er bekymrede over, at banken vil reducere antallet af medarbejdere, før nye processer og IT-løsninger er implementeret. Det vil betyde, at de tilbageblevne medarbejdere skal løbe endnu hurtigere for at levere det til kunderne, som banken lover,« skriver Dorrit Brandt i pressemeddelelsen.
En samfundssyge
Hos ledelsen i Nordea har man fokus på stressbehandling og forebyggelse, forklarer Mads Skovlund, der er chef for privatkundeforretningen i Danmark med omkring 1.900 medarbejdere.
»Stress er ikke længere noget, man på nogen måde i vores samfund kan negligere. Det er ved at blive en samfundssyge, som vi skal tage meget alvorligt. De ni procent er et alt for højt tal,« siger han og forklarer:
»Vi kommer til at blive færre medarbejdere. Vi skal arbejde smartere og anderledes. Det er en forandring, som stresser folk, og som folk bliver bange for. Det kræver dialog, empati, og at jeg og alle andre ledere slår lyttebøfferne ud. Vi skal sikre den gode dialog mellem kollegaer og mellem leder og medarbejder. Det skal vi blive bedre til, også set i lyset af dagens udmelding.«
I 2017 kom den seneste fyringsrunde, hvor man bebudede afskedigelser af 4.000 ansatte blandt de i alt 32.000 medarbejdere i banken, og i Nordeas danske privatkundeforretning er antallet af medarbejdere siden tredje kvartal 2017 faldet fra 2.353 til 1.912.
Det er endnu uvist, hvor mange medarbejdere Nordea vil fyre, men banken oplyser til Ekstra Bladet, er det primært bliver på hovedkontoret, at der bliver færre medarbejdere – og ikke i kundevendte funktioner ude i filialerne.