Milliarder på spil: Der er to vindere og 236 tabere i Amazons »skønhedskonkurrence«

Ikke en men to byer får Amazons nye hovedkontor og 50.000 nye arbejdspladser i en noget-for-noget-aftale, der sikrer internetgiganten store økonomiske fordele – og mange sure miner.

Long Island-området i storbyen New York får en ny og meget stor tilflytter, nemlig den ene halvdel af internetgiganten Amazons nye hovbedsæde. Den anden del skal lægges i Washington. Foto: Bebeto Matthews, AP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Bebeto Matthews
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af verdens usædvanligste skønhedskonkurrencer nåede tirsdag til finalen, og der blev to vindere – og 236 tabere.

Internetgiganten Amazon udpegede både New York, som er USAs finanscentrum, og Arlington ved det politiske centrum Washington som fælles vindere. Det er her, at to nye, nordamerikanske hovedkontorer skal ligge, og hvor 25.000 nye arbejdspladser skal skabes hvert sted.

238 byer og områder havde meldt sig til det, der udviklede sig som en skønhedskonkurrence - og hvor gevinsten for Amazon var at få så mange skattemæssige og andre økonomiske fordele som muligt mod at placere sig netop dér. I New York får Amazon fordele på 1,52 milliarder dollars foruden i gennemsnit 48.000 dollars for hvert nyskabt job, mens Amazon i Virginia begunstiges med økonomiske fordele for 573 millioner dollars samt i gennemsnit 22.000 dollars for hver nyoprettet stilling.

Store skattefordele følger med

I forvejen har Amazon fået økonomiske og skattemæssige fordele for 1,6 milliarder dollars i USA siden 2000, skriver nyhedsbureauet Reuters. Amazon siger selv, at selskabet har skudt 160 milliarder dollars i USA siden 2010, og at de nye hovedkontorer vil kaste over 14 milliarder dollars i ekstra skatteindtjening af sig over de næste to årtier.

Amazons modydelse til skattefordelene er investeringer på 2,5 milliarder dollars i hver af de to udvalgte områder, som begge ligger på den amerikanske østkyst og er steder, hvor Amazon allerede er massivt til stede. I Washington har internetgiganten en af de største lobbyorganisationer i byen.

Amazon har hovedkontor i Seattle i det nordvestlige USA. Her har den oprindelige internetboghandel udviklet sig til et helt imperium med stifter Jeff Bezos i spidsen som selskabets topchef. Han er i dag verdens rigeste med en formue på 134,9 milliarder dollars, takket være ejerskabet af 16 procent af aktierne i det Amazon, som han startede i en garage i Seattle i 1994. Han er den første, hvis formue nåede op over 150 milliarder dollars i de tre årtier, hvor det amerikanske magasin Forbes har målt de rigeste amerikanere.

I dag har Amazon flere end 610.000 ansatte og er dermed USAs næststørste arbejdsgiver efter butikskæden WalMart, ligesom Amazon selv er det tredjemest værdifulde selskab efter iPhone-producenten Apple og softwaregiganten Microsoft, der ligesom internetgiganten Google er konkurrenter, når Amazon skal skaffe flere talenter til sit hastigt voksende imperium.

Kritik af de store pengebeløb

Valget af østkystbyerne har allerede medført sure miner andre steder i USA, der føler sig særligt overset, efter at Amazon valgte at splitte sit »HQ2« (Hovedkontor 2) op på to lokationer.

»Mit hjerte er bristet i dag,« siger borgmesteren i Texas-storbyen Dallas, Mike Rawlings.

Også i vinderbyerne er der kritik. I New York klager en senator og et byrådsmedlem i en fælles udtalelse over de store pengebeløb, som byen skyder i at få Amazon dertil.

»Vores metro er ved at bukke under, vores børn mangler plads i skolerne, og ale for mange af vores naboer får ikke tilstrækkelig sundhedspleje. Det er uudgrundeligt, at vi skal underskrive en check til Amazon på tre milliarder dollars i lyset af disse udfordringer,« skriver de.

18 storbyer nåede med i skønhedskonkurrencens finale.

For nylig meddelte Amazon, at selskabet åbner sit første kontor med 600 medarbejdere i Manchester i det nordlige England og udvider de to forsknings- og udviklingscentre i Edinburgh og Cambridge med henholdsvis 250 og 180 mand. Siden 2010 har Amazon investeret over 9,3 milliarder pund i Storbritannien.