Mange flere køber smarture og trådløse ørepropper

Der var godt julesalg i den nye teknologi, som man kan tage på, og navnlig smarturene, hvis formål og design har ændret sig, er blevet mere populære.

Salget af smarture op til jul voksede med over 55 procent. Arkivfoto: Sascha Steinbach, EPA/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: SASCHA STEINBACH

Smarture, fitnessarmbånd og trådløse ørepropper ser endelig ud til at have fået tag i folk efter en svær start. I månederne op til jul skød salgstallene i vejret.

I oktober-december blev der solgt 55,2 procent flere smarture end året før, mens salget af trådløse ørepropper à la Apples AirPods voksede med hele 66,4 procent.

Det viser friske tal fra analysehuset IDC, der følger teknologimarkederne tæt.

Smarturene har ændret sig

Det samlede salg af de såkaldte »wearables«, altså teknologi, som man kan tage på, steg med 31,4 procent op til jul, og selv om det i antal stadig ligger milevidt fra salget af smartphones. I alt blev der i julekvartalet 2018 solgt 59,3 millioner dimser og dingenoter til at tage på mod 45,1 millioner året før, viser IDCs tal. Til sammenligning blev der på verdensplan solgt 375,4 millioner smartphones i de sidste tre måneder af 2018.

Smarturene, som enten trådløst kobles til smartphonen eller – for de nyeste modellers vedkommende – har eget SIM-kort, udgør nu 34,3 procent af det samlede marked for »wearables«. Urene, hvor man kan læse SMSer, se e-mails, bruge GPS, få målt puls og hjerterytme eller høre musik, har hos alle producenter ændret fokus. Hvor de oprindelig blev præsenteret som en slags erstatningstelefon, er de fleste nu mere tilpasset til at give et hurtigt overblik uden at skulle have telefonen op af lommen og til at holde øje med ens sundhedstilstand. Desuden er designet blevet justeret, så urene er mindre klodsede og mere ligner traditionelle armbåndsure.

De egentlige fitnessarmbånd udgør 30 procent af det samlede marked, mens de trådløse ørepropper står for 21,9 procent af markedet. Ørepropperne uden ledning tog for alvor af, da Apple besluttede ikke længere at sætte et hovedtelefonstik i sine iPhone-telefoner men i stedet udvidede varerne på hylderne med sine AirPods. Siden er andre producenter fulgt med, selv om flertallet af også nye toptelefoner fortsat har bevaret hovedtelefonstikket.

Apple sidder på næsten en tredjedel af markedet

Samlet set er Apple største leverandør af »wearables« med en markedsandel på 27,4 procent, frem for alt båret igennem af smarturene, hvis fokus på sundhed har båret frugt.

Kinesiske Xiaomi, der er mindre kendt i Europa men meget stor i hjemlandet, har 12,6 procent af det samlede marked, mens ligeledes kinesiske Huawei, som er verdens største leverandør af teleudstyr og den tredjestørste mobilproducent, er nummer tre med en markedsandel på 9,6 procent. Huawei har både lanceret nye produkter som sit Watch GT og har solgt smarture sammen med mange af sine telefoner.

Fitbit, der går rent efter fitnessarmbånd, sidder på 9,4 procent af markedet, mens sydkoreanske Samsung – verdens største mobil- og TV-producent – er nummer fem med 6,8 procent af markedet, viser IDCs tal.