Snart kender du en med smartur og trådløse ørepropper

Salget af armbåndsure med mobilforbindelse og god lyd i ørerne uden ledninger vokser kraftigt i de kommende år.

Smarture begynder endelig at få et publikum, men de er også blevet langt mere specialiserede de seneste år, hvor elektronikproducenterne har forsøgt at slå hul på et nyt marked. Arkivfoto: Tobias Schwarz, AFP/Scanpix TOBIAS SCHWARZ

Hvis du ikke allerede kender en, der går rundt med et smartur på armen, vil du meget snart komme til det. Og der er en eksplosion på vej i brugen af trådløse ørepropper.

Markedet for de elektroniske ure, der enten kan kobles trådløst til telefonen eller har indbygget SIM-kort, så man kan læse sine beskeder, holde styr på kondien, høre musik og finde vej, ser nemlig nu endelig ud til at tage af – ret så massivt endda.