Lego-konkurrenter rygtes på vej mod en fusion

Foto: JEFF ZELEVANSKY

To af verdens største producenter af legetøj - Mattel og Hasbro - overvejer at gå sammen i en fusion, skriver Wall Street Journal.

Ifølge kilder med indblik i sagen har Hasbro allerede lagt et købstilbud på Mattel. De amerikanske legetøjskæmper har ikke ønsket at kommentere rygterne over for Wall Street Journal, der bragte nyheden fredag aften.

Mandag stiger Mattel, der er kendt for sine Barbie-dukker, med 22,9 pct. på formarkedet, hvilket vil bringe markedsværdien på selskabet til over 6 mia. dollar.

Hasbro, hvis sællerter tæller brætspillet Matador og actionfigurerne Transformers, har til sammenligning en markedsværdi på 11 mia. dollar.

Det er dog ikke så lang tid siden, at de to legetøjsproducenter var nogenlunde lige store målt på markedsværdi.

Aktien i Mattel er således faldet med 47 pct. siden årsskiftet, mens Hasbro er steget 18 pct.

/ritzau/FINANS