Noma præsterede sidste år et overskud på lige over én million kroner.

Det viser årsregnskabet for 2023, skriver Børsen.

Overskuddet er knap det dobbelte af sidste år, men betydeligt mindre end Noma har præsteret i sine bedste år. Ikke desto mindre har Noma nu leveret overskud otte ud af de seneste ti år.

Noma skriver i regnskabet, at de er tilfredse med resultatet, der i øvrigt var som forventet.

»Ledelsen forventer et lignende resultat for det kommende år,« fremgår det videre af regnskabet.

Tæller man ikke blot ét, men flere år frem i tiden kan regnskabet dog se markant anderledes ud.

Det gør Noma i hvert fald.

I 2025 lukker Noma nemlig som restaurant, og fortsætter i stedet primært som en fødevareproducent, sagde René Redzepi, der er hovedejer af Noma, sidste år i et interview til Berlingske.

Brutal hverdag erstattes

Restauranten producerer allerede særligt fermenterede fødevarer, som sælges på en webshop, men fremover skal det altså udgøre ryggraden i Nomas forretningsmodel.

René Redzepi har selv sagt, at den bebudede omkalfatring af konceptet grunder i et ønske om at få mere tid til eksperimenter og innovation.

Noget, der er meget lidt af, når man skal drive en af verdens mest berømte restauranter, hvor 94 medarbejdere arbejder overtid og mere til for at levere menuer af allerhøjeste finesse til samtlige besøgende.

Det er ifølge Redzepi meningen, at alle 94 ansatte skal beholde deres job, men mange vil naturligvis skulle træde over i anderledes funktioner, når der ikke længere skal serveres frokost og middag i konventionel form flere gange om året.

Han følte sig imidlertid overbevist om, at der fremover kun vil komme endnu flere ansøgninger om at få lov til at arbejde på Noma.

Det er på trods af den kritik, som de øverste luftlag af gourmet-verdenen i særligt København de seneste år er blevet ramt af.

Den blev blandt andet fremført i en stor artikel i den toneangivende internationale avis Financial Times, og handlede om de til tider brutale arbejdsforhold de mange ansatte på Københavns fineste restauranter blev budt, til ofte meget små eller ikkeeksisterende lønninger.

»Det er jo ikke nogen nyhed, at restaurantbranchen er hård, og at vi arbejder mange timer for en lav løn, og jeg er enig i det meste af kritikken. Derfor er jeg så meget mere glad for, at vi har planlagt vores transformation, som jo netop også er en reaktion på den måde at arbejde på, som eksisterer i branchen,« lød modsvaret fra René Redzepi.