Da statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag fremlagde Arne-udspillet, indledte hun med at tale om to vigtige dagsordener for Danmark.

På den ene side står »dansen med corona«, og på den anden side er altså pensionsudspillet, der skal give mulighed for, at folk efter mange år på arbejdsmarkedet kan trække sig tilbage tidligere, end pensionalderen ellers foreskriver.

Ingen kan erklære sig uenige i, at de to dagsordener p.t. fylder så godt som alt i debatten – og vel nærmest har udraderet den grønne dagsorden i hvert fald for nu.

Spoler man tiden tilbage til valgkampen sidste forår, var der ellers ingen grænser for, hvor store og afgørende grønne skridt partierne i Folketinget ville tage – ja, i TV-debatterne gik der nærmest sport i, hvilken politiker der kunne foreslå flest nye vindmøller inden 2030.

Da værten i TV 2 News' første valgdebat 7. maj bad partilederne svare på, om deres egen klimapolitik var den mest ambitiøse i feltet af 13 partier, skød der 11 hænder i vejret.

Man kunne selvfølgelig indvende:

Hvad har klimakrisen med Arnes pension og »dansen med corona« at gøre?

En hel del.

For det første det åbenlyse i, at de fleste gerne vil have en god og bæredygtig planet, også når man går på pension – nedslidt eller ej – men også et andet og ofte overset aspekt.

I langt hovedparten af verdens største virksomheder arbejdes der lige nu intenst med at finde løsninger på klimakrisen. Og flere steder i erhvervslivet har det vakt fornyet håb, at en række regeringer verden over har reageret hurtigt og resolut på coronakrisen, fordi samme handlekraft måske kunne flyttes til det grønne område.

Som Christian Hyldahl, chef i den europæiske del af kapitalkæmpen BlackRock, formulerede det 2. maj i Berlingske, var »vi som verdenssamfund« faktisk »villige til at gøre noget drastisk meget hurtigt«.

»For seks måneder siden var vi ikke der, hvor man sagde: Det kan godt være, at der er en klimakrise, der sætter verden i brand om 50 år og udløser en kæmpe flygtningekrise, men vi lukker ikke ned, og det må ikke koste noget,« sagde han ved den lejlighed.

Siden 11. marts har regeringen affyret milliard på milliard i coronakampen, og nu kommer endnu tre milliarder på bordet til at sikre regeringens pensionsambitioner – måske endnu flere efter forhandlingerne.

Tilbage står, at store dele af erhvervslivet, danskerne og hele samfundet i årevis har været klar til at binde an med den største og mest omkalfatrende grønne omstilling i nyere tid.

Opføre havvind, etablere brintfabrikker, omstille den tunge industri til grøn produktion.

Alt det er erhvervslivet godt i gang med – tag bare energigiganten Ørsteds store brintambitioner og virksomhedernes udspil til at få orden i deres CO2-regnskab.

Men hele øvelsen kræver – hvis den skal lykkes – et svimlende milliardbeløb, der langt overstiger finansieringen af pensionsudspillet, og frem for alt politiske beslutninger.

Som Mette Frederiksen selv påpegede på slageriet i Horsens, da udspillet til en tidlig pension blev præsenteret:

»Økonomien er presset. Vi står i en global krise, og vi kommer til at prioritere mellem de forslag, vi kan gennemføre. Men vi vil gennemføre en ret til tidlig pension. Og forslaget er fuldt finansieret.«

Næste gang statsministeren tager ordet, vil klimaentusiaster og erhvervsliv lytte godt efter svaret på ét spørgsmål.

Hvornår bliver det klimaets tur?

Jakob Chor er Berlingskes finansredaktør