Kina: Huawei-angreb er bagvaskelse

Den kinesiske EU-ambassadør kalder beskyldningerne mod den kinesiske mobilgigant for en fabrikeret sikkerhedshistorie og truer med alvorlige konsekvenser.

Angrebene mod Huawei ses af den kinesiske EU-ambassadør som bagvaskelse og diskrimination. Arkivfoto: Thomas Peter, Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS PETER

De seneste måneders voldsomme, verbale angreb mod den kinesiske mobilgigant Huawei og andre kinesiske virksomheder får nu Kinas EU-ambassadør til at tale om »bagvaskelse« og »diskrimination«.

Ambassadør Zhang Ming siger til den britiske finansavis Financial Times, at bestræbelserne på at holde Kina ude af opbygningen af det kommende 5G-supermobilnet vil give bagslag, og at det kan medføre »alvorlige konsekvenser« for det økonomiske og videnskabelige samarbejde.

En fabrikeret sikkerhedshistorie

»Det er ikke imødekommende at begå bagvaskelse, øve diskrimination, pres, indføre tvangsforanstaltninger eller stå bag spekulationer mod andre. Nogen sparer sig ingen anstrengelser for at fabrikere en sikkerhedshistorie om Huawei. Jeg mener ikke, at denne historie har noget som helst at gøre med sikkerhed,« siger Zhang Ming til avisen.

Politikere i en række vestlige lande, heriblandt Danmark, har udtrykt frygt for mulig kinesisk spionage gennem mobilgiganten Huaweis teleudstyr på grund af Huaweis kinesiske ophav og en ændring af lovgivningen i Kina i 2017, således at kinesiske virksomheder kan pålægges at samarbejde med efterretningstjenesterne.

Huawei er verdens største leverandør af teleudstyr foran svenske Ericsson og finske Nokia og desuden verdens næststørste smartphoneproducent. Huawei er storleverandør til TDC og »3« i Danmark men leverer også i beskedent omfang til det tredje, danske mobilnet, som Telenor og Telia driver i fællesskab.

Britisk mobilgigant sætter Huawei-indkøb på pause

Den kinesiske EU-diplomats udtalelser er i tråd med den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, som lørdag under et besøg i Rom kaldte behandlingen af Huawei for »unfair og amoralsk« og sagde, at boykotten af den kinesiske telegigants produkter har »åbenlyse, politiske hensigter«.

»Naturligvis er ethvert land berettiget til at beskytte deres ret til at opretholde informationssikkerhed, men de kan ikke bruge sikkerhed som en undskyldning for at ødelægge eller sågar kvæle legitime forretningsoperationer,« sagde udenrigsministeren.

Udenrigsministeren kom på banen, efter at den britiske telegigant, Vodafone, som den seneste har valgt at sætte indkøb af Huawei-udstyr på pause. Vodafones topchef, Nick Read, siger, at Vodafone fortsat vil købe radioudstyr fra Huawei, men at indkøbet af nye Huawei-udstyr til selve kernen i mobilnettet – »kommandocentralen« – vil blive sat på pause. Vodafone, som har investeringer for 7,5 milliarder euro om året, bruger ifølge eget udsagn kun en »lille mængde« Huawei-udstyr i kernenettet på »mindre markeder« og i Spanien.

Australien og New Zealand har forbudt Huawei at blive leverandør på de kommende 5G-mobilnet, mens USA har forbudt offentlige myndigheder at købe udstyr fra Huawei og Huaweis kinesiske konkurrent, ZTE.

5G-nettet er en overbygning på dagens 4G-net og vil i det stille fra 2020 bl.a. blive fundamentet for selvkørende biler og fjernoperationer, når milliarder af dimser og dingenoter kobles på mobilforbindelsen og kan sende og aflevere data stort set uden forsinkelser eller digitale trafikpropper.