Italiensk karantæne rammer danske virksomheder
Coronakrisen i Italien giver ikke kun udfordringer for italienerne. Flere danske virksomheder med aktiviteter i Italien er også meget berørte af den usædvanlige situation.

Coronakrisen i Italien giver ikke kun udfordringer for italienerne. Flere danske virksomheder med aktiviteter i Italien er også meget berørte af den usædvanlige situation.

Da den italienske regering mandag aften udvidede coronakarantænen, der hidtil kun har omfattet det nordlige Italien, til hele landet, vågnede ikke bare italienerne, men også de danske virksomheder, som har aktiviteter i Italien, op til en helt ny virkelighed. Nu rammer karantænen virksomhederne på både produktion og eksport.
Den italienske regering har påbudt folk kun at bevæge sig ud i nødstilfælde eller i forbindelse med arbejde. Alle større forsamlinger er blevet forbudt, og folk skal så vidt muligt arbejde hjemmefra. Onsdag formiddag nåede antallet af smittede i Italien op over 10.000 ifølge nyhedsbureauet Reuters.