CBS iværksætter nu en række tiltag for at forhindre spredning af coronavirus på campus.
Det indebærer blandt andet, at undervisning med flere end 200 studerende fra i dag, onsdag, går over til at være onlineundervisning.

»Vi omlægger gradvist undervisningen, så en større del kommer til at foregå online. Vi starter med undervisningen i de største lokaler og fortsætter derefter til de mindre lokaler,« skriver universitetsdirektør Kirsten Winther Jørgensen i en opdatering på CBS' hjemmeside:
»Undervisning med færre end 200 studerende vil i nogle tilfælde flyttes til større lokaler, så der kan holdes større afstand mellem studerende.«
Kun hver anden læseplads på CBS Biblioteker kan nu benyttes og bookes.
Samtidig er CBS' årsfest, der skulle være holdt fredag 20. marts, aflyst, og torsdagsbarer i Nexus er aflyst foreløbig frem til udgangen af marts.
»Vi opfordrer alle til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og at passe på sig selv og vise hensyn til omgivelserne,« skriver Kirsten Winther Jørgensen i opdateringen.
CBS skrev i en opdatering 9. marts, at to studerende blev diagnosticeret med coronavirus efter skiferier i Norditalien. De personer, som var i kontakt med de studerende på campus, blev fundet, og yderligere tre personer fra CBS blev sendt hjem i forebyggende karantæne.
I en ny risikovurdering advarer de danske sundhedsmyndigheder om, at 580.000 danskere bliver smittet, og at mellem 1.680 og 5.600 danskere dør. Samtidig kan sygdommen vende tilbage til efteråret – i to forskellige versioner.