Italiensk »kamæleon« skal styre Renault ud af krisen

Efter rædselsåret 2019 har Renault søgt uden for egne rækker for at finde en ny topchef, der kan genrejse den franske bilkoncern og redde den skrantende alliance med japanske Nissan. Den femsprogede italiener Luca de Meo kan i hvert fald sine kulturforskelle på fingrene, og han har vist, at han kan sælge biler. Men Renault kommer til at vente på ham.

Luca de Meo, der fra 1. juli bliver chef for den franske bilkoncern Renault, har i de sidste fem år haft stor succes med at genrejse spanske Seat. Det var også ham, der hos Fiat relancerede retroklassikeren Fiat 500. Pau Barrena/AFP/Ritzau Scanpix

Tid er en mangelvare for franske Renault. Det er over et år siden, at Carlos Ghosn blev anholdt og afsat som topchef for både Renault og den store alliance mellem Renault, Nissan og Mitsubishi, og lige siden har den i forvejen disfunktionelle globale bilfamilie risikeret at gå op i limningen.

I den tid har både Renault og Nissan formået at sparke endnu et sæt topchefer ud. Og det i øvrigt på det værst tænkelige tidspunkt, hvor udfordringerne tårner sig op for hele den globale bilindustri.