Carlos Ghosn flygtede spektakulært – nu står én mand tilbage i Japan til at tage skraldet

Mens den tidligere Renault-Nissan-chef Carlos Ghosn er flygtet fra anklager i Japan, er amerikaneren Greg Kelly stadig i husarrest i Japan anklaget for at have været Ghosns højre hånd i de formodede ulovligheder i bilkoncernen. Var han en central dukkefører i Ghosns interne magtstruktur eller blot en samvittighedsfuld mand, der gjorde sit arbejde?

Den tidligere Nissan-direktør Greg Kelly står i Japan anklaget for at have været topchefen Carlos Ghosns medsammensvorne i anklager om misbrug af virksomhedens midler og forsøg på at skjule planlagte millionbetalinger til Ghosn, når han stoppede som Nissan-chef. Her ses japanere gå forbi en skærm på gaden i Tokyo med et nyhedsindslag om Greg Kelly i december 2018, efter Kelly og Ghosn begge blev anholdt. Kazuhiro Nogi/AFP/Ritzau Scanpix

»Vi beklager, denne side er ikke tilgængelig,« står der på Nissans hjemmeside, når man forsøger at klikke ind på navnet Greg Kelly. Efter mere end 30 år i den japanske bilkoncern er den 63-årige amerikaner ikke længere velset her.

I skæret af den karismatiske Carlos Ghosn, der engang var hans chef, er Kelly let at overse. En anonymt udseende mand med gråt hår, briller og dårlig ryg. Men hvad han ved, kan blive afgørende for både hans egen og den faldne Renault-Nissan-topchefs skæbne.