Ghosn i kassen: Svindelsigtet Nissan-chef slap ud af Japan i en kasse

Oplysningerne om, hvordan den tidligere topchef for Renault og Nissan flygtede til Libanon, kommer nu frem i lyset bid for bid. Flugten involverer blandt andet et højhastighedstog, to privatfly, en kasse til musikudstyr samt flere tidligere elitesoldater.

Den tidligere topchef for Nissan og Renault gav i de sidste dage af 2019 lyd fra sig – fra Libanon. Dette kom bag på de japanske myndigheder, som stadig troede, at han sad i husarrest. Ghosn har forklaret, at hans kone, Carole Ghosn, ikke har haft noget med flugten at gøre. Lioc Venance/AFP/Ritzau Scanpix

Tidligere topchef for Renault og Nissan Carlos Ghosn tænkte ud af kassen, da han i de sidste dage af 2019 flygtede fra Japan, hvor han er sigtet for skattesvindel, til et eksil i Libanon.

Eller rettere måtte han tænke ind i kassen, for nu forlyder det ifølge Financial Times og The Wall Street Journal, at den tidligere så succesfulde forretningsmand slap ud af Japan i en kasse beregnet til musikudstyr.